Pressemeddelelse fra Molslinjen A/S
Regeringens sommerpakke betyder, at gående og cyklende passagerer samt biler med handicapparkeringskort atter i år kan rejse gratis med færgerne i Danmark. Sommerpakken 2020 var en stor succes – så stor en succes, at nogle af de mindre øer oplevede så mange gæster, at de lokale havde svært ved at få plads på færgen.
“Derfor er pakkens varighed blevet tre måneder, og derfor er vi blevet bedt om i år at sikre, at der bliver plads til, at de lokale kan komme frem og tilbage. Af den årsag vil vi placere de gratis ture på dage, hvor der normalt ikke er helt så meget trængsel”, forklarer Molslinjens kommercielle direktør, Jesper Skovgaard.
Molslinjen vil placere de gratis ture midt på ugen. Det betyder, at Alslinjen, Langelandslinjen, Samsølinjen, Fanølinjen, Bornholmslinjen og på ruten med hurtigfærgerne over Kattegat vil der kunne sejles gratis på tirsdage, onsdage og torsdage i alle ugerne frem til sommerpakkens udløb den 30. september.
Erfaringerne med sommerpakkerne 2020 gør også, at de gratis rejser igen i år skal købes online på forhånd. Gående, cyklende og folk med handicapparkeringskort skal købe helt som de plejer, og så bliver billetten refunderet, når den er brugt.
“Det viste sig at være en god måde at sikre sig, at pengene til sommerpakken blev brugt på rejser, som rent faktisk blev gennemført”, siger Jesper Skovgaard.
Dem som allerede på forhånd har booket en billet som gående, cyklende eller handicappet til sommerpakkens periode, får også deres rejser refunderet helt automatisk. Dog skal rejsende med handicapparkeringskort på alle ruter på nær Bornholmslinjen, ringe ind og booke deres billet.
Sidste år rejste omkring 300.000 gående og cyklende passagerer i sommerpakken på Molslinjens færger.
Kontakt:
PR- og kommunikationschef Jesper Maack tlf.: 20196215 email: jma@molslinjen.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/sommerpakke-molslinjen-sejler-gratis-faergeture-midt-pa-ugen?releaseId=13624281
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **