PRM / Børn af forældre med psykisk sygdom får ikke den hjælp, de har brug for – det vil et nyt partnerskab ændre på

    Pressemeddelelse fra Psykiatrifonden

    Fire ud af ti børn, der har en far eller mor med psykisk sygdom, har ikke talt med nogen om forælderens sygdom. Det viser en ny rapport fra Børns Vilkår, Psykiatrifonden og Ole Kirk’s Fond, som er gået sammen i partnerskabet ‘Spørg mere – så fylder det mindre’, der vil sikre hjælp og støtte til børn af forældre med psykisk sygdom. Børnene, der er blevet spurgt, går i 7. klasse.

    310.000 børn og unge i Danmark vokser op med en forælder med psykisk sygdom, og partnerskabets rapport peger på, at de har brug for et særligt fokus. De pårørende børn og unge trives langt dårligere end andre børn og unge. De er i højere grad ensomme, har højt skolefravær, lav livstilfredshed, og i værste tilfælde udvikler de psykiske lidelser.

    “Vi ved fra BørneTelefonen, at der er udbredt mistrivsel blandt mange børn og unge af forældre med psykisk sygdom. Nogle fortæller om en uforudsigelig hverdag, hvor de ikke ved, hvilket humør mor eller far er i, når de kommer hjem fra skole. Andre giver udtryk for ensomhed, fordi de er alene med deres tanker og bekymringer. De tager ofte et for stort ansvar på sig for at få hverdagen derhjemme til at fungere, men det ansvar skal ingen børn og unge stå med”, siger Helle Tilburg Johnsen, vicedirektør i Børns Vilkår.

    Et vigtigt skridt i den rigtige retning er partnerskabets fokus på aftabuisering. Lige nu er psykisk sygdom et tabu i Danmark, og det spænder ben for, at forældre og børn tør italesætte de udfordringer, som sygdommen bringer ind i familien.

    “Psykisk sygdom i familien er hverken børnenes skyld eller ansvar. Det ved forældrene, men det ved børnene ikke altid, da det kan være svært at tale om sygdommen i familien. Derfor er det vigtigt, at andre også støtter børnene og tør tale med dem om det derhjemme. Det kan være en god ven af familien, et familiemedlem, barnets lærer eller pædagog, og det kan være kammeratens forældre eller en helt anden, vigtig voksen. Børn skal have plads til at være børn, og vi kan alle gøre en stor forskel for børnene ved at give dem mulighed for at dele deres tanker og følelser – og lade dem mærke, at de ikke er alene”, siger Torsten Bjørn Jacobsen, psykiater og formand for Psykiatrifonden.

    Men omgangskredsen kan ikke løfte ansvaret alene, og derfor anbefaler partnerskabet, at det i psykiatrien og hos den praktiserende læge bliver fast procedure at spørge til børnene. Det er især vigtigt, fordi forskning viser, at over halvdelen af børn til forældre med psykisk sygdom selv udvikler en psykisk lidelse. Forebyggelsespotentialet er derfor stort, men kræver at børnene bliver opsporet tidligt og får ret og adgang til kvalificeret hjælp og støtte.

    “Med partnerskabet vil vi arbejde for, at børn, der lever med psykisk sygdom som ekstra familiemedlem, får en stemme og hjælpes til bedre trivsel. Forhåbentlig kan vi med en fælles indsats på området ikke blot være med til at sikre, at børnene hjælpes her og nu, men også give dem et bedre fundament ind i voksenlivet, så de ikke selv udvikler psykisk sygdom”, siger Karin Skjødt Hindkjær, direktør i Ole Kirk’s Fond.

    Fakta:

    • Partnerskabet mellem Børns Vilkår, Psykiatrifonden og Ole Kirk’s Fond “Spørg mere – så fylder det mindre” er planlagt til at vare frem til 2030, men bevillingen fra Ole Kirk’s Fond på 20 millioner kroner løber i første omgang til og med 2024.
    • Partnerskabets vision er, at alle børn og unge af forældre med psykisk sygdom er i trivsel i 2030: De udvikler sig alderssvarende, og deres risiko for selv at udvikle psykisk sygdom er mindre end i dag.
    • 310.000 børn og unge i Danmark vokser op i familier med psykisk sygdom, viser en undersøgelse fra Psykiatrifonden.
    • På hjemmesiden www.spørgmere.dk står partnerskabets fem anbefalinger til, hvordan der skal sikres støtte og hjælp til børn som pårørende til forældre med psykisk sygdom.

    Kontakt:

    Psykiatrifonden: 2371 2688
    Børns Vilkår: 2020 4459
    Ole Kirk’s Fond: 2363 5505

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/born-af-foraeldre-med-psykisk-sygdom-far-ikke-den-hjaelp-de-har-brug-for-det-vil-et-nyt-partnerskab-aendre-pa?releaseId=13624198

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **