PRM / Ny formand for boardet i spidsen for SMV:Digital

    Pressemeddelelse fra Erhvervsstyrelsen

    Evita Rosdahl, der er CEO
    for virksomheden Jeros A/S på Fyn, der producerer og sælger pladerensere, opvaskemaskiner og kassevaskere til detail og industri, er i dag blevet udpeget som ny formand for SMV:Boardet i SMV:Digital.

    SMV:Boardet bidrager blandt andet til at udbrede kendskabet til SMV:Digital samt målretning af programmets tilbud til virksomhedernes behov. Boardet sekretariatsbetjenes af Erhvervsstyrelsen.

    Direktør i Erhvervsstyrelsen, Katrine Winding:

    “SMV:Digital har over de seneste år udviklet sig til en central aktør i indsatsen for at hjælpe de danske SMV’er med at gribe digitaliseringens muligheder. Derfor glæder det mig, at vi i Evita Rosdahl har fået en ny formand for SMV:Boardet, der via egen virksomhed har en god indsigt i området og ikke mindst mulighederne i digitalisering i forhold til at styrke eksporten.

    Samtidig vil jeg gerne takke de udtrædende medlemmer af SMV:Boardet for deres store indsats i den forgange periode – ikke mindst afgående formand Dorte Zacho Martinsen, der med stort engagement har bidraget til at løfte digitaliseringsniveauet i SMV’er i hele Danmark.”

    Evita Rosdahl, Jeros A/S:

    “Jeg glæder mig til at bidrage til udviklingen af SMV:Digital i de kommende år til gavn for rigtig mange SMV’ers digitale omstilling. Jeg ved fra min egen virksomhed, hvordan automatisering og digitalisering kan være med til at styrke konkurrence- og omstillingsevnen og eksporten, og det vil jeg arbejde for, at flere danske SMV’er får øjnene op for.”

    SMV:Boardets medlemmer udpeges af erhvervsministeren for to år ad gangen. Boardet vil de kommende to år bestå af følgende medlemmer:

    • Evita Rosdahl, CEO, Jeros A/S (formand)
    • Brian Gottorp Jeppesen, CEO, Mjølner Informatics A/S
    • Casper Hansen, CEO, Technicon ApS
    • Christian Hincheldey, CEO, A.C. Perchs Thehandel ApS
    • Jan Damsgaard, Professor, CBS
    • Mette Neville, Professor, AU
    • Pernille Birch, Chef for det digitale område, Dansk Metal
    • Frederikke Saabye, Chefkonsulent, Dansk Erhverv
    • Lars Holm Nielsen, Chef for iværksætteri og SMV-politik, DI
    • Lars Fremerey, Udviklingschef public affairs, GTS-foreningen
    • Claus Falk, CEO og investor, Ingeniørforeningen IDA
    • Julie Lykke Jacobsen, Chefkonsulent, Landbrug & Fødevarer
    • Alexander L. Nepper, Chefkonsulent, SMVdanmark
    • Anette Vainer, Country Manager Citrix Denmark, IT-Branchen

    Fakta om SMV:Digital

    • SMV:Digital er et landsdækkende program, der skal understøtte, at flere små og mellemstore virksomheder foretager investeringer i automatisering, digitalisering og e-handel.
    • SMV:Digital har givet støtte til mere end 1.800 digitale projekter i SMV’er i hele Danmark. Fra 2020 har SMV:Digital fået et styrket grønt fokus.

    Kontakt:

    Pressechef Søren Møller Nielsen tlf.: 35291430 email: sormni@erst.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ny-formand-for-boardet-i-spidsen-for-smvdigital?releaseId=13624076

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **