PRM / Folkesparekassen lægges sammen med Middelfart Sparekasse

    Pressemeddelelse fra Middelfart Sparekasse

    To garantsparekasser planlægger at blive til én, da Folkesparekassen og Middelfart Sparekasse sigter mod en sammenlæning med Middelfart Sparekasse som det fortsættende institut.

    Folkesparekassen har valgt Middelfart Sparekasse som fusionspartner af flere grunde.

    Middelfart Sparekasse er et væsentligt større pengeinstitut og har derfor større økonomiske muskler. Det gør den bedre rustet til fremtidige kapitalkrav og reguleringer. Dermed er kunderne også i fremtiden sikret en god og kompetent rådgivning, adgang til de nyeste digitale løsninger og et pengeinstitut med lokal tilstedeværelse.

    Martin Baltser, adm. direktør i Middelfart Sparekasse, er meget glad for, at Folkesparekassen så mod Middelfart i sin søgen efter en samarbejdspartner.

    “Jeg har meget stor respekt for den måde, Folkesparekassen er blevet drevet på. Begge sparekasser arbejder ud fra et stærkt – og meget ens – værdisæt. Selv om Middelfart Sparekasse er det fortsættende institut, tør jeg godt sige, at mange af tankerne fra Folkesparekassen vil leve videre. Folkesparekassens stærke fokus på miljø og FN’s Verdensmål er et eksempel på noget, vi vil lade os inspirere af,” siger Martin Baltser.

    Svært at være mindre pengeinstitut

    Folkesparekassen hører til blandt de mindre pengeinstitutter i landet men er velkonsolideret og har en særdeles god portefølje af kunder. Folkesparekassen er dog også – i lighed med andre pengeinstitutter – belastet mere og mere af stigende myndighedskrav og administrative byrder, der kræver omfattende investeringer på medarbejdersiden og i nye IT-løsninger. Tillige er kravene til pengeinstitutters kapitalgrundlag øget markant efter finanskrisen.

    Gennem en længere periode har ledelsen i Folkesparekassen forsøgt at komme dette i møde med en række tiltag. Det er lykkedes at øge indtjeningen betydeligt, men udgifterne er samtidig steget endnu mere trods besparelser på blandt andet lønomkostninger. Derfor var det nødvendigt med en yderligere forhøjelse af basisindtjeningen, hvis Folkesparekassen skulle fortsætte som selvstændigt pengeinstitut. Det ville både kræve prisstigninger over for kunderne og yderligere reduktion i medarbejderstaben. Bestyrelsen har vurderet, at det ikke er en ansvarlig løsning på langt sigt og har derfor taget beslutning om at indstille til en sammenlægning med Middelfart Sparekasse.

    “Det betyder meget for os, at kunderne fremover vil blive rådgivet mindst lige så godt som før. Middelfart Sparekasse arbejder ligesom Folkesparekassen alene i kundernes interesser. På den måde passer vi rigtig godt sammen. Middelfart Sparekasse er en fremtidssikret løsning både for garanter, kunder og medarbejdere,” fortæller direktør i Folkesparekassen, Martha Petersen.

    Martin Baltser fortsætter:

    “Vi byder kunderne og kollegerne fra Folkesparekassen hjertelig velkommen. Folkesparekassen er et sundt pengeinstitut med gode, loyale kunder, der er vant til god og uvildig rådgivning. Det kan vi også tilbyde. I Middelfart Sparekasse kan vi samtidig bedre løse de mange administrative opgaver, der virkelig belaster pengeinstitutter med få medarbejdere.”

    To garantsparekasser bliver til én

    De to pengeinstitutter ligger tæt op ad hinanden, ikke kun geografisk, men også værdimæssigt. Drivkraften og tankesættet har for begge sparekasser altid været mere end blot at tjene flest muligt penge. Både Middelfart Sparekasse og Folkesparekassen er organiseret som garantsparekasser med repræsentantskaber som øverste myndighed – uden aktionærer eller andre kapitalinteresser. Derudover er der – og har altid været – et stort fokus på god kundeservice og lokal forankring i begge sparekasser.

    “For Folkesparekassens bestyrelse har det værdimæssige fokus været afgørende, ligesom den fortsatte nærhed til kunderne stod højt på ønskelisten,” fortæller bestyrelsesformand Louise Andersen. Hun fortsætter selv som bestyrelsesmedlem i Middelfart Sparekasse efter sammenlægningen.

    Den lokale tilstedeværelse for kunderne i Silkeborg er derfor også bevaret, da Middelfart Sparekasse beholder Folkesparekassens lokale på Herningvej for at etablere en afdeling i det midtjyske. I forvejen har Middelfart Sparekasse 12 afdelinger i Jylland og på Fyn, blandt andet tæt på Folkesparekassens adresser i Aarhus og Odense.

    Middelfart Sparekasse og Folkesparekassen kører på den samme datacentral og kender hinanden godt gennem erfaringsudveksling og samarbejde i årenes løb. Det betyder, at en række praktiske forhold ved en sammenlægning bliver nemmere.

    Fond med fokus på FN’s Verdensmål på vej

    I forbindelse med sammenlægningen vil der blive oprettet en fond baseret på Folkesparekassens reserver og forankret i regi af Folkesparekassens repræsentantskab. Den skal blandt andet understøtte bæredygtige tiltag – både lokalt og i større skala – med udgangspunkt i FN’s Verdensmål.

    En forudsætning for sammenlægningen er, at begge sparekassers repræsentantskaber godkender den på repræsentantskabsmøder, der holdes i august. Også de offentlige myndigheder skal give deres godkendelse, før sammenlægningen er endelig.

    __________________________________________________________________

    Om sparekasserne:

    Middelfart Sparekasse er fra 1853 og har en kapitalprocent på 19,8, en balance på 14,9 mia. kroner og 84.000 kunder.

    Folkesparekassen blev grundlagt i 1983 og har en kapitalprocent på 18,9, en balance på 1,14 mia. kroner og 9.300 kunder.

    Læs mere på folkesparekassen.dk og midspar.dk

    Kontakt:

    Middelfart Sparekasse

    Bestyrelsesformand Flemming Bisgaard Nielsen
    Telefon: 61 62 87 11
    e-mail: fbnielsen59@gmail.com

    Adm. direktør Martin Nørholm Baltser
    Mobil: 27 90 05 00
    e-mail: mnb@midspar.dk

    Folkesparekassen:

    Bestyrelsesformand Louise Andersen
    Mobil: 31 13 23 35
    e-mail: louise.andersen.fyn@gmail.com

    Direktør Martha Petersen
    Mobil: 40 13 99 33
    e-mail: mmp@folkesparekassen.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/folkesparekassen-laegges-sammen-med-middelfart-sparekasse?releaseId=13624050

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **