Pressemeddelelse fra Norlys
I Syd- og Sønder-, Midt- og Nordjylland har 231 ildsjæle, foreninger eller projekter fået gode nyheder. Norlys Vækstpuljes fire lokale bestyrelser har nemlig netop udvalgt de projekter og initiativer, der vil modtage støtte i forbindelse med den første af tre ansøgningsrunder i 2021. Samtidig har flere hundrede håbefulde ansøgere netop indgivet deres ansøgning til den 2. ansøgningsrunde og vil få svar til september.
Stor interesse for vækstpuljen
Norlys Vækstpulje blev etableret efter fusionen mellem SE og Eniig, der sammen skabte energi- og telekoncernen Norlys.
– Vi modtog næsten 550 ansøgninger i årets første runde, og vi har de seneste uger givet besked til de projekter, som vil få støtte fra vækstpuljen denne gang. Samtidig er de sidste ansøgninger til årets anden runde netop tikket ind, og vi kan se, at der endnu engang er mange spændende projekter, som håber på en hjælpende hånd, siger Jens Erik Platz, bestyrelsesformand i Norlys a.m.b.a.
Støtte til fællesskab og innovation
Langt størstedelen af ansøgningerne kommer fra idrætsforeninger og andre lokale fællesskaber, der ønsker at opgradere fællesfaciliteter eller etablere nye.
– Der er ingen tvivl om, at Norlys Vækstpulje gør en stor forskel for den lokale udvikling og sammenholdet. Det betyder meget for foreninger og initiativer, der er ofte drevet af frivillige kræfter, at de kan få støtte til at gøre deres mange gode ideer til virkelighed, siger Jens Erik Platz videre.
Innovation og iværksætteri er dog også på Norlys Vækstpuljes radar, og en mindre del af ansøgningerne peger også i den retning.
– Vi vil også meget gerne støtte innovative projekter, der kan være med til at fremme den grønne og digitale samfundsudvikling. Vi håber derfor på, at der i fremtiden vil komme endnu flere ansøgninger fra den front. Denne gang har vi eksempelvis givet en halv million til Skive College, som ønsker at videreudvikle elektrikeruddannelsen med fokus på at understøtte energibranchens stigende behov for stærke kompetencer de kommende år, hvor den grønne omstilling tager fart, slutter Jens Erik Platz.
Årets 2. ansøgningsrunde til Norlys Vækstpulje er netop afsluttet, og den sidste og 3. runde i 2021 har ansøgningsfrist den 1. oktober.
.
Kontakt:
Kommunikationspartner Anne Brandborg tlf.: +45 20250830 email: annbra@norlys.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/174-mio-kr-fra-norlys-vaekstpulje-saetter-strom-til-231-lokale-initiativer?releaseId=13624115
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **