PRM / Cellerne skal udnyttes 108 procent næste år

    Pressemeddelelse fra Fængselsforbundet

    Ifølge et svar fra justitsministeren til SF’s retsordfører, Karina Lorentzen Dehnhardt, øges presset yderligere på Kriminalforsorgen til næste år. Her vil kapacitetsudnyttelsen stige til 108 procent fra rekordtallet på 105 procent i år.

    Det er især de åbne fængsler, som bliver fyldt op. Med et forventet dagligt belæg på 1.273 indsatte vil belægningsprocenten komme op på 116 procent. Det er så højt, at ordet ‘historisk’ kommer til sin fulde ret.

    Men også i resten af Kriminalforsorgen bliver der stuvende fyldt. I de lukkede fængsler forventes et belæg på 107 procent og i arresthusene 104 procent.

    Samlet set skal Kriminalforsorgen håndtere cirka 4.600 indsatte dagligt. Det er over 1.000 flere end for få år siden.

    Hvor skal de være?
    Det er uklart, hvordan der skal være plads til så mange indsatte, og hvordan man bemander fængselsgangene.

    Nick Hækkerup (S) skriver i folketingssvaret, at udfordringen skal håndteres ved forhandlingerne om Kriminalforsorgens økonomi til efteråret.

    “Det er en situation, jeg ser på med stor alvor. Derfor forventer jeg også, at blandt andet kapacitets- og belægningssituationen bliver et centralt tema, når vi skal forhandle en ny flerårsaftale for Kriminalforsorgen,” skriver ministeren.

    Læs ministerens svar her.

    Læs også: Telefonbokse, rengøringsrum, gamle kontorer. Alt kan bruges

    Kontakt:

    Kommentarer til pressen: Forbundsformand, Bo Yde Sørensen email: bys@faengselsforbundet.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/cellerne-skal-udnyttes-108-procent-naeste-ar?releaseId=13624024

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **