PRM / FYN ER FUCKED! Hornsleth spreder kokain og kaos på Kunsthuset SAK

    Pressemeddelelse fra Kristian von Hornsleth

    Under titlen Cocaine And Hookers / Red Wine And Love udstiller Kristian von Hornsleth på SAK, Svendborg Amts Kunstforening op mod 40 spritnye værker med temaet småborgerligt hykleri.

    – Jeg er ikke ude efter navngivne personer eller en bestemt livsstil. Men jeg vil gerne udstille hykleriet i parcelhus-Danmark. Mange drømmer om den rene og ægte kærlighed, men lever i praktiske millimeter-parforhold. De slider på idealerne om den ægte og uforbeholdne kærlighed ved at bruge løs af friværdien på Audi, kitesurfing og sort granit i indkørslen. Prisen er, at vi dulmer den braste drøm ved at svælge i dårlig sprut, kokain og betalte damer. Er det mandag morgen i paradis? Min kunst handler om at ruske op i min egen og alle andres selvtilfredshed og vores forlorne forestillinger om vores asociale og globaliserings-forskrækkede provinsliv, siger Kristian von Hornsleth.

    Udstillingen i de 150 år gamle lokaler vil både indeholde nye værker, blandt andet en installation, som vil brænde Hornsleth-brandet fast på nethinden af de besøgende, provokerende og samfundskritiske malerier, skulpturer og installationskunst, der især udstiller den hvide hetero-middelklasse mands hykleri.

    Samtidigt bliver det en tour de force gennem Hornsleths bagkatalog. Der bliver trukket tråde fra det infamøse køb en hjemløs-projekt, hvor der udstilledes narkomaner fra London i bure på Strandvejen til Hornsleth Village Project, hvor han købte en ugandisk landsby som tog hans efternavn for at demonstrere den hvide mands overherredømme.

    Politisk provokation i provinsen

    De store provokationer er ikke kun forbeholdt det rige København. Sydfyn har lige så meget brug for at bliver rusket op i. Det fortæller leder på SAK, Lone Sams, som samtidig lover, at der ikke bliver lagt fingre imellem.

    – Nu har vi valgt at invitere en Hornsleth til Svendborg, og så sætter vi ikke noget under en skæppe. Vi mener, at alle, om det er i Svendborg eller San Fransisco, har brug for et spark bagi, og derfor ser vi frem til at udstille en mesterprovokatør, med alt hvad det indebærer af særhed og usmageligheder, siger Lone Sams og fortsætter:

    – Vi har samtidig en udstilling i forbindelse med vores 80-års jubilæum med modernistiske fynsmalere, så kontrasten bliver eminent, og vi håber at kunne tiltrække et bredt kunstpublikum – også folk, som ellers ikke tager på udstillinger.

    Udstillingen bringer Hornsleth-cirkusset til byen, hvor både Fuck You Art Lovers-malerier og overdimensionerede iPhones med gifteklare og Instagramlækre russiske piger vil slås om gæsternes opmærksomhed.

    Den helt nye branding-lys-skulptur, “Bring me Home“, hvor beskueren kan blive optaget i det hemmelige broderskab ved at blive brændemærket på hornhinden med sit helt eget Hornsleth-logo – på eget ansvar – sætter fingeren på det betændte sår i den kapitalistiske kulturs kyniske markedskræfter, der ikke skyr noget for at skaffe markedsandele.

    Kvium og Kørner bliver totalt Hornslethet

    Som en særlig happening for Svendborgs kunstelskere, bliver en række klassiske kunstmalerier taget under Hornsleths behandling. Ikoniske Kvium-malerier dænges til med den farveglade provokatørs superbrand, mens forretningsmoguler bliver indsat i kapitalkritiske rammer. Det er modkultur og det uventede, som driver Hornsleth.

    – Alt hvad jeg laver af kunst, kredser omkring splittelsen mellem hjertet og hjernen. Mellem grådighed og gavmildhed. Mellem opbyggelighed og selvdestruktion. Det virker som om, at hjernen og hjertet ikke vil det samme og derfor lever vi i et selvtilfreds, men meget hyklerisk samfund. Vi drømmer om ægte kærlighed og rødvinens ånd, men søger kokain og ludere. Den dualitet er tankevækkende, og det vil jeg gerne pirke til, siger Kristian von Hornsleth.

    Udstillingen foregår i SAK, Svendborg Amts Kunstforening, på Vestergade 29-31, 5700 og har fernisering to dage 12. og 13. juni, hvor Kristian von Hornsleth selv holder oplæg og præsenterer værkerne. Udstillingen løber til 15. august.

    Kontakt:

    Kristian von Hornsleth
    Kunstner
    (+45) 28 11 07 47
    info@hornsleth.com

    Lone Sams
    Udstillingsleder, Svendborg Amts Kunstforening
    (+45) 62 22 44 70
    kontor@sak.dk

    Mikkel Wenzel Andreasen
    Presserådgiver, Epicent PR
    (+45) 78 70 09 32
    man@epicent.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fyn-er-fucked-hornsleth-spreder-kokain-og-kaos-pa-kunsthuset-sak?releaseId=13623971

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **