Pressemeddelelse fra EjendomDanmark
Uanset om der søges efter nye lokaler til firmaet og butikken, eller om der jagtes et nyt hjem, er der kommet færre lejemål at vælge mellem. En ny undersøgelse fra EjendomDanmark viser nemlig, at tomgangen – altså andelen af ledige lejemål – efter en periode med stilstand er faldet på alle områder; nemlig industri, kontor, butik og bolig.
At der er fald over hele linjen, har flere forskellige årsager fra område til område, forklarer adm. direktør i EjendomDanmark, Jannick Nytoft. På boligområdet, hvor tomgangen nu er 5 procent, er det bl.a. ejerboligmarkedet, der har haft en afsmittende effekt:
“Alle – uanset om det er fra førstehåndserfaringer eller avisernes overskrifter – er efterhånden klar over, at boligmarkedet er rødglødende. Det smitter selvfølgelig også af på lejeboligerne. De er et fleksibelt alternativ til at købe en bolig, som kan være tillokkende, hvis man fx er i transit mellem boliger eller blot er afventende på et marked, der er svært at navigere i,” siger han.
Butikkernes redningskrans
Samme fremdrift har coronakrisen ikke haft for butikkerne. Tværtimod. Nedlukninger og skærpede krav har gjort, at det seneste år for mange erhvervsdrivende har været svært at komme igennem:
“Butikkerne har haft et hårdt år, så når vi stadig ser, at tomgangen er så lav, skyldes det i høj grad ejendomsejernes velvilje. Vi har for nylig set, at de ubetalte huslejer har nået et højt niveau, så den let faldende tomgang i kombination med det afslører, at det i allerhøjeste grad er ejendomsejerne, der holder hånden under butikkerne,” siger Jannick Nytoft.
For butikkerne er tomgangen dermed nu på 7,8 procent, hvor det særligt er Region Syddanmark, som trækker op. Her er udbuddet af ledige lejemål 9,7 procent, mens det i Hovedstaden er 7,7 procent.
Færre valgmuligheder for kontor
Netop nu kan mange af de danskere, der har arbejdet hjemmefra, også i stigende grad vende tilbage til kontoret. Her er tomgangen også faldet i forhold til sidste kvartal, så den på landsplan er på 9,1 procent.
“Nye tider stiller nye krav. Fremtidens kontorer kommer bestemt til at være anderledes, og for nogen firmaer har der været brug for mere plads til medarbejdere og mødelokaler. Selvom der givetvis også er andre, der vil teste af, om en permanent, øget mængde hjemmearbejde kan betyde, at de kan flytte til lidt mindre lokaler, mens andre altså vil rykke den modsatte vej” siger Jannick Nytoft.
Kontakt:
Adm. direktør Jannick Nytoft tlf.: 27112073 email: jny@ejd.dk
Pressekonsulent Cecilie Lund Vinther tlf.: 21404675 email: clv@ejd.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/faerre-lejemal-pa-alle-hylder?releaseId=13623915
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **