PRM / Installatører skal drive bæredygtig omstilling

    Pressemeddelelse fra Lemvigh-Müller A/S

    Installationsbranchen har en helt central rolle i samfundets omstilling til bæredygtige energiformer og en mere ansvarlig ressourceanvendelse. Det er en af de grundlæggende tanker bag et nyudviklet videnskoncept fra Danmarks største stål- og teknikgrossist, Lemvigh-Müller.

    Grønne løsninger i spil
    VIDEN OM-konceptet går på tværs af produktkategorier og producenter og skal gøre det lettere for installatørerne at sætte løsninger, der bidrager til bæredygtighed og grøn omstilling, i spil hos professionelle og private slutkunder.

    I et marked med et stadig voksende udbud af avancerede løsninger inden for energi- og klimateknologi er det en opgave, som kræver overblik på tværs af producenter, produktkategorier og anvendelser. Det kan Lemvigh-Müller være med til at skabe i kraft af sit brede og dybe sortiment inden for energi- og klimaprodukter, mener Christian Herbert, kommerciel direktør hos Lemvigh-Müller.

    Fra produktfokus til helhedssyn
    “Inden for eksempelvis et klima-aspekt som vandbesparelse tilbyder mange producenter innovative og gode produkter. Men ofte kan deres potentiale løftes yderligere, hvis de kombineres intelligent med produkter fra andre producenter. Vi skal flytte fokus fra isolerede produktegenskaber til helhedssyn på formål og fordele for slutbrugeren. Det kræver overblik over både teknologier, produkter og anvendelsesområder, og det er præcis det, VIDEN OM-konceptet handler om,” siger han.

    VIDEN OM-konceptet består af områderne energi og vand, hvor teknologier og produkter er nært knyttet til bæredygtighed og grøn omstilling. Energiområdet omfatter ladeløsninger til elbiler, solceller, ventilation samt varmepumper, mens vandområdet handler om vandbesparelser, sunde installationer og korrosion.

    Installatører får hjælpemidler og opbakning
    Konkret får installatører, der arbejder sammen med Lemvigh-Müller, stillet en række hjælpemidler til rådighed. Blandt andet guides der hjælper dem med at afdække kundebehov og planlægge bæredygtige løsninger. Installatørerne får også adgang til korte, informative videoer med bl.a. inspiration til deres salgsarbejde. Desuden kan de deltage i faglige kurser indenfor klima- og energiområdet samt som altid trække på Lemvigh-Müllers specialister.

    Alle skal arbejde med bæredygtighed
    Lemvigh-Müllers bæredygtighedschef, Pernille Kiær, forudser, at alle installationsvirksomheder i et eller andet omfang vil komme til at arbejde med bæredygtighed og grøn omstilling. Hun ser ikke mindst VIDEN OM-konceptet som en grøn starthjælp til de mindre installationsvirksomheder.

    “Bæredygtighed og grøn omstilling kan virke svært at komme i gang med, men de større virksomheder kan formentlig lettere finde ressourcer til opgaven. Med VIDEN OM kan også de mindre installatører komme i gang med at gøre bæredygtighed til en del af deres forretning,” siger Pernille Kiær.

    Lemvigh-Müllers VIDEN OM-koncept er udviklet i samarbejde med og bakkes af producenterne ABB, Bosch, Broen, Danfoss, FM Mattsson Mora Group, Grohe, Geberit, Grundfos, Kemper, Lindab, Midea, Nilan, Panasonic, Power Fuel, Renusol, Schneider Electric, SMA Solar Technology, Solarwatt, Spirii og Viega.

    Kontakt:

    Kommunikationsmedarbejder Kim Betak Pedersen tlf.: 2169 3530 email: kibp@lemu.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/installatorer-skal-drive-baeredygtig-omstilling?releaseId=13623930

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **