Pressemeddelelse fra Transportministeriet
Du skal stadig huske at tage et mundbind eller visir med, når du skal med bussen, toget, metroen, letbanen eller færgen. Til gengæld kan du tage det af, når du sidder ned og når du bevæger dig rundt på stationerne og perroner.
Lempelsen gælder fra mandag den 14. juni og er en del den seneste genåbningsaftale mellem regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet.
– Nu tager vi et stort skridt tilbage mod en normal hverdag og fjerner kravet om mundbind, når man sidder ned i den kollektive transport. Det er samtidig vigtigt, at vi fortsat husker at tage mundbind eller visir med på rejsen, så vi kan passe på hinanden i de situationer, hvor vi kommer til at være meget tæt på hinanden, siger transportminister Benny Engelbrecht.
Kravet om brug af mundbind eller visir vil gælde stående passagerer og personale i kollektiv trafik og alle, der bevæger sig rundt i eller ind og ud af transportmidlerne. Kravet om mundbind i taxi, på stationer og perroner bortfalder også, og ifølge aftalen vil de sidste krav om mundbind bortfalde den 1. september.
I forlængelse af den yderligere genåbning bliver en række af de henstillinger mv., der har været om belægningen i den kollektive trafik også lempet. Det betyder, at endnu flere passagerer kan rejse med den kollektive trafik.
– Det er vigtigt, vi i den kollektive trafik følger udviklingen og faserne i genåbningen, så der for eksempel også er plads til dem, der nu begynder at møde fysisk på arbejde. Det gælder også for de mange, som forhåbentlig køber et rejsepas og skal bruge den kollektive trafik henover sommeren. Derfor lemper vi gradvist begrænsningen, så selskaberne kan tage endnu flere passagerer med allerede fra i næste uge, forklarer transportminister Benny Engelbrecht.
Fra den 14. juni 2021 kan alle siddepladserne i S-tog benyttes. Fra den 26. juni 2021 lempes begrænsningen i fjernbusser og fjerntog, så alle siddepladser kan benyttes. Der vil dog fortsat være krav om pladsbillet i fjerntoget.
Fra den 1. august 2021 fjernes belægningsbegrænsningen helt for metro, busser, privatbaner, regionaltog, S-tog og skolebusser.
Det bemærkes, at der fortsat gælder et fælles europæisk krav om at anvende mundbind i både indenrigs- og udenrigsfly og i alle lufthavne.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/restriktioner-i-den-kollektive-trafik-lempes?releaseId=13623921
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **