PRM / Læger og forskere bygger robotter sammen – nyt center skal øge udvikling af sundhedsteknologi

    Pressemeddelelse fra Syddansk Universitet

    Af: Jakob Haugaard Christiansen, jakc@tek.sdu.dk

    Odense har allerede fostret robotklyngen og 140 små og store robot- og automationsvirksomheder, men nu skal fokus øges på sundhedsrobotter.

    Det skal ske i det nye robotcenter Centre for Clinical Robotics (CCR), som Det Tekniske Fakultet på SDU og Odense Universitetshospital etablerer. OUH bliver dermed det største universitetshospital i Europa, som indgår i et decideret robotcenter.

    Målet er at øge samarbejdet mellem læger og sygeplejersker på den ene side og robotforskere og ingeniører på den anden side.

    Indvielse torsdag
    – Vi etablerer centret, fordi vi kan se et stigende behov for automationsløsninger i sundhedssektoren. Da jeg startede på området for 10 år siden, var robotter og automation i sundhedssektoren et fremtidsscenarie, men i dag bliver vi forskere spurgt, hvornår vi kan være klar med løsningerne, siger Thiusius Rajeeth Savarimuthu.

    Han er professor på Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet og forskningsleder i det nye center, som indvies torsdag på Det Tekniske Fakultet i Odense.

    Allerede i dag bliver mobile robotter anvendt i sundhedssektoren, f.eks. UVD-robotten fra Blue Ocean Robotics i Odense, som kan desinficere for bl.a. coronavirus. Ny teknologi bliver i stigende grad også anvendt til genoptræning, sundhedsdroner skal flyve blodprøver og være del af logistikken, og kunstig intelligens forventes at spille en stor rolle i diagnosticering og brug af robotter på operationsstuen.

    Der er måske nogle dage endnu, før robotten overtager skalpellen fra kirurgen, men det er ikke langt ude i fremtiden, og potentialet for ny teknologi er mindst lige så stort som den udvikling, man har set inden for industrirobotter, understreger professoren.

    – Flere analyser viser, at sundhedsrobotter står foran samme udvikling, som industrirobotterne har oplevet de seneste 10 år. Ved at gå sammen, kan vi sikre, at vi opnår den acceleration i Danmark, hvor vi har en unik mulighed for at vise vejen, siger Thiusius Rajeeth Savarimuthu.

    Skal komme patienter til gode
    Mens han kommer til at stå med den forskningsmæssige taktstok, bliver Søren Udby daglig leder og Esben Hansen teknisk leder på det nye center.

    – Vi skal facilitere samarbejdet med virksomheder og eksterne partnere, som gerne vil teste og udvikle nye løsninger i samarbejde med forskerne på SDU og vores kliniske eksperter på OUH.

    – CCR skal screene og sortere i de mange projekter, der bliver foreslået, så vi kun tager dem ind, som i sidste ende kommer patienten til gode. Og så står vi for kontakten, så det ikke er overlægen eller sygeplejersken, der som i dag skal varetage det, siger Søren Udby.

    Test af udstyr til supersygehus
    Gennem samarbejdet om CCR bliver OUH ifølge Udby det største universitetshospital i Europa, der indgår i etableringen af et robotcenter.

    – Det er også en af de helt unikke ting, at vi kan gøre den slags i Danmark, hvor der er rig mulighed for at teste og udvikle direkte på et sygehus. Det er eksempelvis ikke tilladt i Japan, siger Søren Udby.

    Centret skal samtidigt være en strategisk trædesten i udviklingsarbejdet frem mod Nyt OUH, så al den teknologi, der skal anvendes på det nye supersygehus, bliver gennemtestet og verificeret først igennem det nye samarbejde.

    – Vi har en række nye løsninger undervejs, som vi kommer til at arbejde med, og vi har indsendt den første ansøgning om fondsstøtte. Og så kommer vi til at trække eksperter fra OUH, SDU og virksomheder ind på de enkelte projekter, siger den kommende daglige leder.

    Gangbro mellem parterne
    I første omgang skal arbejdet i det nye center finde sted på SDU og på OUH, men med tiden skal partnerne mødes fysisk i fælles rammer, når Nyt OUH står klar.

    – Jeg håber, at vi på sigt kan etablere et stort fysisk hus til centret med hurtig adgang mellem Det Tekniske Fakultet og Nyt OUH. Afstanden mellem det kliniske behov og løsningerne skal kunne overkommes med en “gangbro” både fysisk og mentalt, siger Thiusius Rajeeth Savarimuthu.

    Ved indvielsen torsdag præsenteres nogle af de løsninger og teknologier, der bliver arbejdet med allerede i dag på SDU og på OUH. Det er meningen, at der skal indrettes et nyt testområde på OUH, og det bliver under jorden.

    – Vi har flere kilometer kælderarealer, hvor vi tænker, at virksomheder og eksterne partnere kan få adgang til at teste og udvikle deres teknologier i real-life-miljøer med masser af daglig trafik, siger Søren Udby.

    Kontakt:

    Kontakt journalist Jakob Haugaard Christiansen for mere information på jakc@tek.sdu.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/laeger-og-forskere-bygger-robotter-sammen—nyt-center-skal-oge-udvikling-af-sundhedsteknologi?releaseId=13623902

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **