Pressemeddelelse fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen
Der er gang i byggeriet på Amager, hvor nye skoler skyder op, og eksisterende skoler bliver renoveret fra top til tå. Pilen peger denne gang på Skolen ved Sundet, der er i gang med en udvidelse fra tre til fire spor, så der bliver plads til endnu flere Amagerbørn. Der skabes plads til det fjerde spor ved en ny bygning, der skal huse udskolingen fra 7. til 9. klasse og en række faglokaler. Og så får skolens fritidshjem også en ny bygning med plads til 448 børn, og der etableres EAT-ordning for hele skolen i de nye bygninger.
“Der bliver flere og flere Amagerbørn, og derfor er der i den grad behov for, at vi udvider og opgraderer vores skoler. Med et ekstra skolespor på Skolen ved Sundet bliver der plads til flere skolebørn og endnu bedre rammer for leg og læring. Et spritnyt fritidshjem kommer også til. Byggeriet er i fuld sving, og jeg ser frem til at se de nye bygninger stå klar“, siger overborgmester Lars Weiss (S).
Skolen ved Sundet emmer af historisk brise, da den er tegnet af den berømte danske arkitekt, Kaj Gottlob. Den blev indviet tilbage i 1938 og fredet i 1990. Den består af to skoler – Skolen ved Sundet, som er en almindelig folkeskole, og Friluftsskolen, som fungerer som specialskole for børn med bevægelseshandicap. Friluftsskolen er for nyligt renoveret med respekt for den funktionalistiske stil, den blev bygget i. Skolen ved Sundet og dens udearealer bliver renoveret, når de nye bygninger er færdige.
“Det er rigtig glædeligt, at udvidelsen af Skolen ved Sundet skrider fremad. Børn, forældre og medarbejdere kan se frem til et helt nyt fritidshjem, en ny udskolingsbygning og et nyt EAT-køkken, så skolen bliver en del af den københavnske skolemadsordning. Når skolen er udbygget og helhedsrenoveret, står vi med en fantastisk smuk og funktionel skole for områdets børn og unge”, siger børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen (S).”
Skolens nye bygninger forventes at være klar til ibrugtagning til skolestart i 2022. Hele renoveringen forventes at være færdig til sommeren 2024.
Kontakt
Yderligere information samt kontakt til overborgmester Lars Weiss via kommunikationskonsulent Anette Amalie Juhl Lindschouw tlf. 26 13 65 49.
Børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen via pressekonsulent Henrik Meinicke Nielsen tlf. 24 40 38 74.
Fakta om skolebyggeriet
- Rejsegilde på Skolen ved Sundet torsdag den 10. juni 2021 kl. 11.30-12 på Backersvej 119, 2300 København S.
- Nøhr & Sigsgaard Arkitekter har forestået projekteringen, og det strategiske partnerskab TRUST står for udførelsen af udvidelsen. TRUST: Nøhr & Sigsgaard, Enemærke & Petersen, Dominia, Lytt, Sweco Architects. Kragh & Berglund og Norconsult.
- Anlægsramme på ca. 403 mio. kr. for udvidelsen og helhedsrenoveringen, heraf ca. 225 mio. kr. for udvidelsen.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/skolen-ved-sundet-pa-amager-udvides-med-nye-bygninger-et-ekstra-klassespor-og-nyt-fritidshjem?releaseId=13623878
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **