Pressemeddelelse fra FORCE Technology
Storskala 3D-print er på vej ind i de kreative brancher. Teknologien giver helt nye muligheder og dermed frihed indenfor design og arkitektur, og derfor oplever FORCE Technology – der ejer Nordens største metal-3D-printer – en gryende interesse fra kreative virksomheder.
FORCE Technology har således netop indgået et samarbejde med den kendte arkitektvirksomhed BIG, der har sat sit fingeraftryk over hele verden, bl.a. også i Ørestaden.
Denne gang står Stockholm for tur, hvor bydelen Solna Business Park får et markant løft med afsæt i FN’s 17 verdensmål. For at synliggøre over for borgerne i området, hvad projektet går ud på, har BIG designet en stor bymodel, som FORCE Technology skal 3D-printe i metal. Modellen skal stå i området fra projektets begyndelse i august 2021.
“Det er to meget forskellige verdner, med perfekt match, der mødes i det her projekt, og det er enormt spændende for os at være med til at forene de arkitektoniske visioner og den industrielle 3D-fremstilling. Det er først for nyligt blevet muligt at storskala 3D-printe i metal i Danmark, og den nye teknologi giver en helt særlig frihed og dermed værdi for de kreative brancher, så jeg forudser et boom på området indenfor de kommende år”, siger Peter Tommy Nielsen, der er Head of department, 3D print & AM Technology, i FORCE Technology.
“Desuden vil vi gerne være med til at gøre verden mere bæredygtig og sikker, og det får vi muligheden for med Solna Business Park, der er designet med udgangspunkt i de 17 verdensmål”, siger han.
FORCE Technology benytter MX3Ds printsoftware MetalXL i forbindelse med opgaven og trækker desuden på Lemvigh-Müller, som leverer printmaterialet til projektet.
Fakta om bymodellen
Modellen bliver 1,5 meter i diameter og bliver bygget på en 50 mm massiv plade. Omsat til kg print svarer det til 500 kg materiale og en totalvægt på omtrentlig 1200kg.
Den bliver printet af FORCE Technology i Nordens største metal-3D-printer på Lindø, og printningen af de mange bygnings- og parkdetaljer kommer til at tage omkring 200 timer.
Modellen skal stå i bydelen fra projektets start i august 2021.
For yderligere oplysninger kontakt:
Peter Tommy Nielsen, Head of department, 3D print & AM Technology, i FORCE Technology – tlf. 22697401 eller
Kontakt:
Communications manager, Kommunikation & Marketing Pernille Thorborg Jasper tlf.: +45 43250494 email: ptja@forcetechnology.com
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/storskala-3d-print-i-metal-giver-arkitekter-nye-muligheder-i-baeredygtig-bydel?releaseId=13623873
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **