Pressemeddelelse fra Sikkerhedsstyrelsen
Sikkerhedsstyrelsen har kontrolleret ti af de kreative hobbysæt – DIY-materialer – der er i handelen i Danmark. Der er stor interesse for kreative projekter, og det afspejler sig i udbuddet af produkter.
Kontrollen viste, at især for legetøjsprodukter, som voksne skulle fremstille til børn, var der problemer med brugsvejledninger og sikkerhedsanvisninger.
– Når legetøj retter sig mod børn, skal det overholde de krav, der generelt stilles til legetøj, også når man selv samler legetøjet ud fra et materialesæt. Det betyder blandt andet, at brugsvejledning og sikkerhedsinstruktioner skal være på dansk. I en del af de sæt, vi har kontrolleret, var teksten på tysk eller engelsk, men det er ikke tilstrækkeligt, hvis vi skal være sikre på, at anvisningerne bliver forstået korrekt, siger Stine Pedersen, der er kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen.
Kravene til legetøj er særligt restriktive ved produkter, der skal anvendes af børn under tre år.
– De mindste børn kan ikke gennemskue konsekvenserne, hvis de putter ting i munden eller vikler noget om halsen. Derfor er det vigtigt, at voksne, der har ansvar for børnene, er klar over de risici, børnene kan blive udsat for. Og så er det nødvendigt med omhyggelig mærkning og vejledning, siger Stine Pedersen.
Hun understreger, at det er forhandlerens ansvar, at der følger de krævede vejledninger og instruktioner med DIY-sættene.
– Men det er den, der er kreativ med materialerne, der har ansvaret for, at anvisningerne følges, så produktet er sikkert, understreger Stine Pedersen.
Kontakt:
Kommunikationskonsulent
Lone Hansen
Sikkerhedsstyrelsen
tlf. 2543 1621
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/husk-sikkerheden-for-bornene-nar-du-laver-kreativt-legetoj?releaseId=13623815
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **