PRM / Godt begyndt – men ikke engang halvt fuldendt

    Pressemeddelelse fra Egedal Kommune

    KL’s ambitiøse 3-årsplan om et løft af det specialiserede socialområde var det helt rigtige udgangspunkt for forhandlingerne. KL lagde op til, at der blev tilført 5,5 mia. kr. på området, så kommunerne fik mulighed for at indhente det efterslæb, der er på området. Så inden forhandlingerne var der stor ros til KL, også fra Egedals borgmester.

    Med den netop indgåede aftale står kommunerne tilbage med noget, der svarer til et rundt nul. Selvom kommunerne bliver kompenseret for den demografiske udvikling, svarer det slet ikke til efterslæbet. Det tager heller ikke højde for, at udgifterne forventes at stige de kommende år, fordi flere borgere får diagnose, og har behov for hjælp for at få hverdagen til at fungere.

    Det er en frustreret borgmester, der senere på måneden mødes med Handicaprådet for at drøfte udfordringerne:

    – Vi står overfor en stor udfordring på det såkaldt specialiserede socialområde. Vi vil gerne sikre en god hverdag for vores handicappede børn og voksne – og for deres familier. Det koster flere penge, end vi bruger på området i dag. Vi havde håbet på en håndsrækning fra regeringen, men det sker ikke med denne økonomiaftale, siger Egedals Borgmester, Karsten Søndergaard.

    De “lette løsninger”
    Aftalens indhold om at skulle spare endnu mere på eksterne konsulentydelser provokerer også borgmesteren:

    – Vi har allerede med budgettet for 2021 besluttet, at vi udelukkende anvender eksterne konsulenter der, hvor det rent fagligt giver mening. De konsulenter vi stadig bruger, er blandt andet dem, der udsteder lægeerklæringer – en opgave, vi ikke kan og må løse selv. Derfor virker det som endnu en af regeringens “lette løsninger”, at vi da bare kan spare endnu mere på konsulenter, siger Karsten Søndergaard.

    Behov for investeringer
    Egedal er heldigvis en kommune, som borgerne gerne vil flytte til. Det betyder også, at der skal bygges og renoveres på skole-, daginstitutions- og ældreområderne. Økonomiaftalen betyder imidlertid, at der samlet set er afsat 1,7 mia. kr. mindre til anlægsopgaver i 2022, end i 2021.

    – Der er mange gode indholdselementer i aftalen – blandt andet om energieffektive bygninger og klimatilpasning. Men når vi ikke får lov til at investere og bygge til det, er det jo svært at leve op til de gode intentioner”, lyder det fra borgmesteren, som fortsætter ” Vi er med vores investeringsplan allerede godt i gang, det vil være så ærgerligt, hvis vi begrænses i vores bestræbelser på at renovere og bygge til det gode liv i Egedal, siger borgmesteren.

    En alvorlig situation
    Byrådet i Egedal står nu overfor en alvorlig situation, når man lige om lidt begynder forhandlingerne om kommunens budget for 2022. Selvom kommunens økonomi grundlæggende er stabil, betyder de store udgifter på det specialiserede socialområde, at der ikke bliver plads i budgettet til meget andet end at holde skindet på næsen. Det er den opgave, man i Byrådet tager fat på, når man den 25. juni mødes til det første budgetseminar.

    Kontakt:

    Presseansvarlig Rasmus Øhlenschlæger tlf.: 72596203 email: raoh@egekom.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/godt-begyndt-men-ikke-engang-halvt-fuldendt?releaseId=13623801

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **