PRM / Danske gymnasielever vinder global entreprenørskabskonkurrence med innovativ opfindelse til ADHD-børn

    Pressemeddelelse fra Fonden for Entreprenørskab

    Deltagerne til det allerførste globale mesterskab i entreprenørskab, kaldet De La Vega Global Entrepreneurship Award, var de seks kontinentale vindere fra hele verden. Danske Bubbles, som tre HHX og HTX-gymnasieelever fra Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier står bag, vandt i 2020 både det danske og det europæiske mesterskab i entreprenørskab og repræsenterede derfor Europa til De La Vega Global Entrepreneurship Award.

    Christian Ørum, Nicklas Stokholm og Kevin Jensen står bag Bubbles, som er en teknologisk løsning, der fjerner støj fra omgivelserne, så børn og unge med ADHD og ADD lettere kan koncentrere sig i skolen. Ved hjælp af støjreducerende hovedtelefoner og en mikrofon på læreren skaber Bubbles’ system et fordybelsesområde for eleverne, hvor de kun kan høre lærerens stemme og ikke forstyrrende snak eller støj fra klasselokalet.

    Prisen her er jo et kæmpe skulderklap, og det er vi i sig selv rigtig, rigtig glade for. Oveni følger der et fint beløb med, og det kan vi bruge på at fremskynde nogen af de processer, som vi stadig arbejder på. Den ekstra kapital gør, at vi kan gå nogle skridt lidt hurtigere – især når vi kommer på fuld tid, er det rart at have lidt ekstra kapital til at rykke på,” sagde Niklas Stokholm.

    Ideen til Bubbles fik drengene, fordi Christians lillesøster har ADHD og altid har haft det hårdt i skolen, og Christian ville gerne hjælpe hende. Sammen med Nicklas Stokholm og Kevin Jensen udviklede han ideen Bubbles, da de deltog i entreprenørskabsforløbet Company Programme i 2020, som Fonden for Entreprenørskab står bag. Her vandt de først DM i entreprenørskab for ungdomsuddannelserne og senere også EM i entreprenørskab. Det udløste en af kun seks billetter som finalist til det globale mesterskab, som for første gang blev afholdt i år – og hvor de danske unge endnu engang trak sig sejrrigt ud af konkurrencen med en præmie på 15.000 dollars.

    Gennem de sidste to år har vores omgangskreds fundet ud af, hvad det her egentlig har betydet for os. Vi har gået på kompromis med rigtig mange ting i vores liv og givet slip på mange ting for hele tiden at kunne forbedre os og nå hertil, hvor vi er i dag. Det ved vores nærmeste og vores familie godt, og de har støttet os fuldstændig vanvittigt i de beslutninger og valg, vi har taget. At høre dem sige, at de er stolte, og man virkelig kan se, hvor inderligt glade de er på vores vegne, det er helt, helt fantastisk!” fortalte en rørt Niklas Stokholm efter prisoverrækkelsen.

    Eksamensbevis om tre uger og så fuldtids-iværksættere

    Bubbles-systemet er allerede i funktion på skoler i syv kommuner landet over. Men det er kun første skridt, for om ganske kort tid er de tre founders færdige på deres studie.

    Om tre uger står vi forhåbentlig med et eksamensbevis i hånden, og så skal der gives gas i virksomheden! Vi skal ud til så mange elever, som overhovedet muligt, og gøre en forskel,” siger Niklas Stokholm, som også pointerer, at det at starte virksomhed, mens de har gået i skole, har været en god oplevelse:

    Det med at studere samtidig med at du starter en virksomhed, det gør, at du tør kaste dig ud i nogle flere beslutninger. Du har ikke på samme måde noget at miste. Vi bor alle hjemme, vi har ikke nogen udgifter at skulle dække, så vi har haft mulighed for at sige vores fritidsjobs op, og vi har kunne gå all in på den her ide og virksomhed. Så den kombination har vi været utrolig glade for, og det kan jeg kun anbefale andre at give sig i kast med.”

    Ideen opstod da de tre unge skulle være med i entreprenørskabsprogrammet Company Programme, som Fonden for Entreprenørskab står bag.

    Company Programme har simpelthen givet os så meget. Det har givet os muligheden for at udleve vores drøm om at blive iværksættere. Og det har givet os muligheden for at gøre en reel forskel for Christians søster og andre børn, der er i en lignende situation, hvilket i sig selv er en kæmpe præmie. At se dem hver dag er mere end rigeligt, og så den her pris oveni – det er fuldstændig fantastisk,” siger Niklas Stokholm.

    International anerkendelse

    De La Vega Global Entrepreneurship Award anerkender verdens næste store iværksættere og jobskabere, og vinderen blev kåret online af JA Worldwides Board of Governors den 7. juni.

    Bag De La Vega Global Entrepreneurship Award står organisationen JA Worldwide, som Fonden for Entreprenørskab er det danske medlem af. Det er en verdensomspændende organisation med det formål at udbrede entreprenørskab blandt elever og studerende, så de bliver handlekraftige, innovative og får kompetencerne til at skabe deres eget liv.

    Til den globale konkurrence dystede Bubbles mod de kontinentale vindere fra Afrika, Amerika, Stillehavsområdet, MENA og USA. Da Bubbles vandt blev prisen overrakt af Ralph De La Vega selv med ordene:

    My wife asked me. Where do you find these great young people? I told her: We find them everywhere! You are the best in the world. Entrepreneurship is the key to addressing the challenges of the world.”

    Læs mere og se de seks andre finalister her: https://www.jaworldwide.org/the-de-la-vega-global-entrepreneurship-award

    Læs mere om Bubbles på deres hjemmeside: https://www.bubbles.dk/

    Kontakt:

    Bubbles: Christian Ørum, Kevin Jensen og Nicklas Stokholm, tlf: 42 41 69 70

    Berit Bader Lemming, kommunikations- og pressekonsulent ved Fonden for Entreprenørskab, tlf: 31 75 34 81 eller berit@ffefonden.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/danske-gymnasielever-vinder-global-entreprenorskabskonkurrence-med-innovativ-opfindelse-til-adhd-born?releaseId=13623634

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **