Pressemeddelelse fra Akademikerne
Universiteterne har svært ved at se problemet, for deres sikring af forskningens kvalitet udspringer netop af åben debat, kritisk tilgang til hinandens metode og resultater og peer reviews før offentliggørelse. Hvis kritik og vurdering af forskerne og deres arbejde pludselig udspringer af, hvad politikerne kan lide og ikke lide, så ryger forskningsfriheden og forskernes tryghed ved at debattere og præsentere deres resultater.
“Dansk forskning er meget anerkendt internationalt, og det bygger netop på friheden til at forfølge vigtige problemer, skabe helt ny viden og forandre samfundet gennem ny teknologi og nye indsigter. Det er ødelæggende, hvis vi nu skal se ledelserne på universiteterne blive tvunget til at kontrollere forskningsmiljøerne for at jage et fatamorgana, som kun politikerne ser”, siger Lars Qvistgaard, formand for Akademikerne.
Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen, stemte selv for erklæringen, og har dermed udtrykt en generel mistillid til forskningen og universiteterne, som hun selv har ansvaret for. “Forskningens minister” har dermed sået tvivl om nogle af de grundlæggende elementer i forskningens dna i dansk sammenhæng.
“Det er bekymrende at følge, hvordan ministeren har ageret i forhold til den seneste tids politiske angreb på forskningen. Jeg ville have forventet, at ministeren ville stå værn om forskningsfriheden med det ansvar og den indsigt hun har som forskningsminister. I stedet har hun flere gange antydet, at der er noget om snakken,” siger Lars Qvistgaard, formand for Akademikerne.
Akademikerne vil derfor gerne give utvetydig opbakning til de mange forskere, som har underskrevet en protest mod Folketingets erklæring og i et åbent brev til ministeren efterlyst svar på, hvad de har gjort galt.
Kontakt:
Chefkonsulent Jens Alkjær tlf.: 2249 5856 email: jal@ac.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fuld-opbakning-til-forskernes-forsvar-for-forskningsfriheden?releaseId=13623609
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **