PRM / 25.000 kroner til liv og glade dage i Svendborg Forsamlingshus

    Pressemeddelelse fra Middelfart Sparekasse

    – Kulturen og fællesskabet har haft trange kår på det seneste, så derfor vil vi gerne bidrage til, at de frivillige i brugerforeningen kan lave nogle festlige aktiviteter for byens borgere.

    Sådan sagde Steen Tinsfeldt, afdelingsdirektør i Middelfart Sparekasse i Svendborg, da han forleden overrakte en check på 25.000 kroner til Pia Westergård, formand for Brugerforeningen Svendborg Forsamlingshus.

    Og festlige aktiviteter er lige præcis, hvad pengene kommer til at gå til, forsikrede den taknemmelige formand, som sammen med de øvrige frivillige i foreningen er med til at facilitere en bred vifte af arrangementer i forsamlingshuset, når ellers at verdenssituationen tillader det.

    – Vi har ikke lagt en helt præcis plan endnu, men jeg kan sige så meget som, at vi laver to-tre aftener med dans og musik, som vi starter op til august. Vi vil få vores kok Benny til at lave mad først, så vi kan starte med en middag, og så står den på dans bagefter. Og vi vil bruge de 25.000 kroner til at betale hyre til de lokale musikere, som skal spille til dansen, forklarer Pia Westergård.

    – Det er også en måde at give noget til nogle af de mange dygtige musikere, vi har i Svendborg. De lider virkelig for tiden, tilføjer hun med bekymret mine.

    En fest for fællesskabet

    Pia Westergård ved endnu ikke, om der skal danses til latinamerikanske rytmer, popmusik eller noget helt tredje, men der skal nok komme noget for enhver smag, forsikrer hun.

    – Vi vil gerne spænde bredt, så der kommer variation i musikken fra gang til gang. Uanset genren, er alle velkomne til festerne. Det er for hele familien på tværs af alle generationer, og man behøver naturligvis ikke at være medlem af forsamlingshuset for at deltage, afslutter Pia Westergård.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/25000-kroner-til-liv-og-glade-dage-i-svendborg-forsamlingshus?releaseId=13623569

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **