Pressemeddelelse fra Psykiatrifonden
Alt for mange unge føler et enormt pres eller oplever, at de kun er gode nok, hvis de præsterer til perfektion på alle livets parametre – og det kan resultere i mistrivsel. Den kultur må og skal vi ændre på, mener Psykiatrifonden. Derfor er Psykiatrifonden glade for i yderligere tre år (2021-2023) at have fået midler til indsatsen “Sig det højt”, som også fra 2018-2020 har været støttet af Det Obelske Familiefond.
– Troede, jeg var defekt
“Sig det højt” har fokus på at nedbryde tabu og få flere unge til at sige de svære ting højt. Det sker fra 2021 gennem kampagner, nye ung til ung-tiltag, politisk fokus og ikke mindst et ambassadørkorps af unge kvinder, der går forrest og fortæller deres personlige historier – for at være med til at afstigmatisere psykisk mistrivsel blandt unge og gøre op med forestillingen om det perfekte ungdomsliv. Cynthia Sánchez Neerbek er ambassadør for “Sig det højt” og fortæller om at være en del af indsatsen:
“Jeg troede nærmest før, at jeg var defekt eller forkert, men “Sig det højt” har åbnet en verden for mig, hvor jeg nu klart kan se, at de fejl og mangler faktisk er en styrke, som kan bruges til at være den forandring, som jeg gerne selv vil se i verden”.
Unge hjælper unge – også online
Det er vigtigt at vide, at man ikke er alene, når man oplever svære ting i livet. Og det er givende at kunne spejle sig i andre, der måske oplever – eller har oplevet – nogle af de samme udfordringer som en selv. Derfor lancerer Psykiatrifonden som noget nyt online grupper og mentorforløb unge imellem.
Mentorordningen starter op i sommeren 2021, hvor unge kvinder, der selv har oplevet fx præstationspres, angst, stress eller depression, bliver uddannet til at være mentorer for andre unge kvinder, der oplever mistrivsel. Onlinegrupperne for unge kvinder starter ligeledes op i sommeren 2021, hvor man kan deltage uanset hvor i landet, man bor. Grupperne foregår via Zoom, hvor man følger den samme gruppe over en periode med otte gruppegange – sammen med to gruppeledere.
Kontakt:
Alle pressehenvendelser skal gå til vores pressechef Sarah Cecilie Boss email: scb@psykiatrifonden.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/onlinegrupper-og-mentorforlob-skal-oge-trivslen-blandt-unge-kvinder?releaseId=13623315
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **