PRM / Den danske elproduktion var rekord grøn i 2020

    Pressemeddelelse fra Energinet

    Den danske elproduktion har leveret endnu et rekordår. I 2020 udledte elproduktionen 5,2 mio. tons CO2. Det er det laveste niveau nogensinde og 0,7 mio. tons lavere end det hidtidige rekordår 2019 – et fald på knapt 13 procent.

    – Vind og sol fortrænger år for år flere og flere fossile brændsler – og lige som produktionen fra vindmøller og solceller mange år når nye højder, så går det bare ned og ned med CO2-udledningen, siger Katja Birr-Pedersen, afdelingsleder i Energinets Analyse og Modeller.


    De danske elproducenter udleder samlet set mindre og mindre CO2.

    Det har samtidigt medført en rekordlav CO2-intensitet for dansk elproduktion, som i 2020 var 117 gram per kWh.

    En medvirkende årsag til det rekordlave CO2-niveau er også, at 2020 bød på lave elpriser i Norden, og derfor producerede danske kraftværker mindre, mens vi importerede mere strøm, bl.a. vandkraft fra Norge og Sverige.

    Tallene er opgjort i Energinets årlige Miljøredegørelse. Ud over at opgøre udledningerne fra den danske elproduktion, indeholder redegørelsen også en miljødeklaration af den strøm, vi trækker ud af vores stikkontakter – altså den danske elproduktion opgjort time for time fraregnet eksport af dansk strøm og medregnet import fra vores nabolande.

    En gennemsnitlig dansk kilowatttime bestod sidste år af 45 procent vind, 4 procent sol, 10 procent vandkraft og 13 procent biobrændsler.

    Det er den grønneste sammensætning nogensinde, og det kan ses på den rekordlave værdi for CO2-intensiteten ved forbrug af en gennemsnitlig dansk kilowatttime, der i 2020 var 122 g/kWh. Det er et fald på omtrent 15 procent i forhold til 2019.


    Figuren viser, hvordan en gennemsnitlig kilowatttime i danskernes stikkontakter set over hele 2020 var sammensat.

    FAKTA

    Energinet udgiver Miljøredegørelse 2020, som består af Miljødeklarationen og Miljøberetningen. Mens Miljødeklarationen beskriver miljøpåvirkninger ved elforbrug i Danmark, beskriver Miljøberetningen miljøpåvirkningerne fra elsektorens produktionsanlæg.

    Miljøberetningen forholder sig desuden til de kommende 10 års udvikling inden for sektoren både med hensyn til luftemissioner samt den generelle udvikling på produktionssiden i elsystemet.

    Miljødeklarationen er i øjeblikket under revision. De opgjorte værdier skal derfor tages med forbehold for dette.

    Du finder Miljøredegørelse 2020 på denne side under punktet “Miljødeklaration”.

    Kontakt:

    Pressechef Jesper Nørskov Rasmussen, jnr@energinet.dk, tlf: 23 33 85 75
    Afdelingsleder i Analyse og Modeller Katja Birr-Pedersen, kbp@energinet.dk, tlf: 51 38 01 29

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/den-danske-elproduktion-var-rekord-gron-i-2020?releaseId=13623040

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **