Pressemeddelelse fra Esbjerg Kommune
Coronapandemien er først ovre, når hele verden får vacciner. I Danmark har vi prioriteret at vaccinere frontpersonale i sundhedsvæsnet som nogle af de første, så de trygt og effektivt har kunnet tage hånd om de syge.
Men i lande som Indien, Nepal og Sri Lanka er frontpersonale endnu ikke vaccineret – og de ved heller ikke nødvendigvis, hvornår de kan blive det. Derfor appellerer UNICEF til danskerne om hjælp – og det er i den forbindelse, at monumentet, Mennesket ved Havet, i Esbjerg spiller en særlig rolle.
Sammen heler vi en såret verden
Det blå plaster markerer, at helingen af en såret verden er i gang. Sammen med WHO leder UNICEF den globale vaccinealliance COVAX, der arbejder for en retfærdig vaccinefordeling til alle verdens lande:
“Behovet for COVID-19-vacciner til frontpersonale i hele verden er stort og akut, og det har alvorlige konsekvenser – særligt for sårbare familier og børn. Derfor arbejder vi aktivt for at vaccinere voksne i de fattigste lande, så de igen kan tage sig af børn. Men vi kan ikke gøre det alene,” fortæller Karen Hækkerup, generalsekretær i UNICEF.
Derfor søsætter UNICEF nu en indsats, der skal fange danskernes opmærksomhed midt i sommer, sol og restaurantbesøg: Et blåt plaster, der skal symbolisere, at enden på corona er nær.
Plasteret bæres af både kendte overarme som monumentet Mennesket ved Havet i Esbjerg og den sprællevende radiovært Mads Steffensen, men også gavlmalerier, statuer og UNICEFs stærke ambassadører.
Oplev plasteret på Esbjergs mest kendte overarme
Med hjælp fra kunstner Svend Wiig-Hansens efterfølgere og Esbjergs borgmester Jesper Frost Rasmussen har UNICEF fået lov til at sætte plasteret på Mennesket ved Havet og dermed lade de fire hvide mænd indgå som et opsigtsvækkende element i denne vigtige indsats for at indsamle midler til COVAX:
“Nok er vi et lille land, men vi kan gøre en stor forskel ved at forkorte ventetiden for dem, der stadig venter på deres stik, i verdens fattigste lande. At bruge ‘De fire hvide mænd’ som monumentet hedder i folkemunde her i Esbjerg, til det her gode formål, kan vi derfor kun bakke op om. Det handler om at bidrage og bruge de aktiver, man har som kommune, og Menneske ved Havet er jo et af Esbjergs helt centrale vartegn, så det giver rigtig god mening, og det er noget, jeg er rigtig stolt af”, udtaler Jesper Frost Rasmussen.
Hjælp en sygeplejerske eller jordemoder i én af verdens fattigste lande
Alle kan hjælpe dem, der står bagerst i vaccinekøen. For blot 25 kroner kan man være med til at støtte leverancen af vacciner til én sygeplejerske, jordemoder eller læge i et af verdens fattigste lande.
Det kan man gøre ved at gå ind på Man kan ligeledes vise sin støtte og bære plasteret, når man får sin egen vaccine. Plasteret kan købes på shop.unicef.dk fra den 1. juni.
FAKTA
Vaccinealliancen COVAX
Covax er en global vaccinealliance, hvis mål er at vaccinere alle voksne – fra frontpersonale til forældre – over hele verden. Det er UNICEF, der sammen med WHO, leder COVAX. Vaccinealliancen har nået mere end 72 millioner vacciner i mere end 100 lande.
Kontakt:
Jesper Frost Rasmussen, borgmester i Esbjerg Kommune, tlf: 2724 1800, mail: jesra@esbjerg.dk
Karen Hækkerup, generalsekretær i UNICEF, ring via pressetelefonen: 30 63 19 39.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/esbjergs-fire-hvide-maend-laegger-arm-til-en-bedre-verden?releaseId=13623073
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








