PRM / Endnu en regning på vej med posten

    Pressemeddelelse fra ITD – Brancheorganisation for den danske vejgodstransport

    Regeringen har endnu en gang været nødsaget til at forlænge den midlertidige aftale med PostNord om udbringning af befordringspligtige breve og pakker. Forlængelsen, der er indgået med regeringens støttepartier, er den fjerde af sin slags og betyder, at skatteborgerne siden 2019 i alt kommer til at betale forventeligt omkring 700 millioner kroner til PostNord for at løfte befordringspligten i Danmark. Forlængelsen gælder indtil 2023 og må være den sidste af sin slags, mener ITD, der gennem flere år har arbejdet for mere fair konkurrence på området.

    – Det nærmer sig det tragiske, at regeringen gang på gang på gang forlænger levetiden på et dyrt system med indbygget konkurrenceforvridning. EU kigger kritisk på hele systemet, så vores bedste råd til ministeren er at få brugt tiden fornuftigt og en gang for alle få gjort op med den massive statsstøtte til en statsejet aktør, der også er aktiv på et velfungerende pakke- og stykgodsmarked. Det er på høje tid, og det burde alle efterhånden kunne indse, siger Carina Christensen, der er administrerende direktør i ITD.

    ITD har gennem flere år kørt sager for at få standset den konkurrenceforvridning, man mener finder sted med ulovlig statsstøtte til PostNord. Senest har EU-Domstolen slået fast, at EU-Kommissionen ikke havde undersøgt statsstøtte i form af både en kapitalindsprøjtning og en årelang momsfritagelse til PostNord godt nok, før de blev godkendt. Dermed er EU-Kommissionen forpligtet til at kaste et langt mere kritisk blik på disse ordninger. Regeringen forventer, at det vil tage 6-8 måneder fra juli 2021. Dermed er der lagt op til, at de politiske drøftelser om en langsigtet løsning kan igangsættes i første halvdel af 2022.

    – EU-Kommissionens endelige dom over den massive statsstøtte, der allerede har fundet sted, skal selvfølgelig inddrages i en ny model. Men regeringen må bruge tiden aktivt. De skal ikke blot sidde på hænderne, men må i gang med at inddrage erfaringer fra andre lande og aktører, så de kan komme med et forslag til, hvordan man kan sikre udbringning af post, uden at det samtidig skal medføre urimelig konkurrence, siger Carina Christensen.

    Kontakt:

    Pressechef Nicolai Bro Jöhncke tlf.: +45 3069 9430 email: nbj@itd.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/endnu-en-regning-pa-vej-med-posten?releaseId=13623030

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **