Pressemeddelelse fra Den Jyske Opera
Operakoncert for alle
Opera i Parken er for gæster i alle aldre, som er nysgerrige på, hvad opera er for en størrelse, og for faste operagængere, som kan glæde sig til at høre flere operaperler og få en smagsprøve på en ukendt operaskat. Skanseparken lives op af storslået musik, når Aarhus Symfoniorkester sammen med hele Den Jyske Operas Kor og en række solister fra den kommende sæson indtager scenen og møder publikum under åben himmel.
Musikken opleves anderledes i det fri
“Når opera og klassisk musik flyttes ud af de vante rammer i konventionelle teater- og koncertsale, skabes der mulighed for at opleve musikken på en ny måde. Vi glæder os til at møde publikum til et af årets første og største koncerter under åben himmel,” siger operachef Philipp Kochheim, Den Jyske Opera.
“Vi er glade for at kunne annoncere Opera i Parken for tredje gang. Vi værdsætter vores mangeårige samarbejde med Den Jyske Opera og glæder os over igen at kunne møde byens borgere til en stor udendørs operakoncert,” siger Musikchef Jesper Nordin, Aarhus Symfoniorkester.
Højest 2.100 publikummer
Operakoncerten bliver afholdt med udgangspunkt i myndighedernes gældende restriktioner og anbefalinger. Normalt er der plads til cirka 4.000 publikummer til Opera i Parken i Skanseparken, men der lukkes kun 2.100 publikummer ind i år. Koncertpladsen opdeles i sektioner med hver sin indgang, og publikum har kun adgang til den sektion, de har billet til. Der vil være personale til at vejlede med at holde afstand. For at få adgang til koncerten skal publikum booke billet på jyske-opera.dk og have et coronapas.
| PRAKTISK INFO | MEDVIRKENDE |
| Tidspunkt Lørdag d. 12. juni 2021 kl. 15.00 – ca. 17.00 | Konferencier Stine Rosengren |
| Sted Skanseparken, Aarhus C | Dirigent Anna Skryleva |
Pris Gratis Billet | Den Jyske Operas Kor |
| Coronapas Skal medbringes | Aarhus Symfoniorkester |
| Mad og drikke Må gerne medbringes | Solister Ksenia Antonova · Christian Damsgaard · Randy Diamond · Sidsel Aja Eriksen · Morten Grove Frandsen · Trond Halstein Moe · Lena Haselmann · Laura Scherwitzl |
Dagens koncertprogram
Konferencier Stine Rosengren, kendt som radiovært og operasanger, leder publikum igennem dagens program. Flere operakunstnere kan opleves, når hele Aarhus Symfoniorkester sammen med Den Jyske Operas Kor og nationale og internationale solister fra den kommende sæson giver musikalsk liv til Skanseparken. Publikum kan se frem til at høre uddrag fra kendte klassikere som Carmen og La Bohème og en mere ukendt operaskat som Fête galante, der i år skulle være opført for første gang i 60 år, men blev aflyst i starten af 2021 pga. corona. Ud over komponister som Bizet, Puccini og Schierbeck kan uddrag fra værker af Mozart, Verdi, Strauss og andre opleves.
Koncertprogrammet kan ses cirka en uge inden koncerten på hjemmesiden.
Sektionsopdelt koncertplads i Skanseparken, Aarhus C
Koncertpladsen er opdelt i fem sektioner med hver sin indgang. Publikum har kun adgang til den sektion, der er påtrykt deres billet. Koncerten er kun for siddende gæster, så publikum kan medbringe tæppe eller stol til at sidde på. Foran scenen i sektion A kan man dog kun sidde på medbragt tæppe.
Yderligere informationer
Koncertgæsterne kan orientere sig om yderligere informationer på Den Jyske Operas hjemmeside, der løbende vil blive opdateret.
Opera i Parken er skabt i et samarbejde mellem Den Jyske Opera og Aarhus Symfoniorkester med støtte fra
Jyllands-Postens Fond, Fedora, 15. juni Fonden, Salling Fondene, Aarhus Kommune og med hjælp fra frivillige ReThinkers.
Kontakt:
Marketing- og kommunikationschef Anne Visby Larsen tlf.: 2980 4273 email: avl@jyske-opera.dk
For yderligere oplysninger eller interview kontakt venligst Anne Visby Larsen, mobil 29 80 42 73, mail avl@jyske-opera.dk.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/gratis-udendors-operakoncert-i-hjertet-af-aarhus-d-12-juni?releaseId=13622663
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








