PRM / Løft til idrætsfaciliteter i hovedstaden får stor betydning

    Pressemeddelelse fra Danmarks Idrætsforbund

    I København er der omtrent tre gange så mange indbyggere pr. idrætsfacilitet end gennemsnittet på landsplan, og hovedstaden ligger som den dårligst placerede kommune af alle i facilitetsindekset hos Idrættens Analyseinstitut. Efterslæbet på idrætsfaciliteter går bl.a. udover børn, som risikerer at leve deres idrætsliv på en venteliste i stedet for at blive en del af idrættens fællesskaber med motion og social inklusion.

    Derfor vækker det stor glæde og hos Danmarks Idrætsforbund, at regeringen i et politisk udspil lægger op til et stort løft af idrætsfaciliteterne i København. Konkret går forslaget på at afsætte en samlet ramme på 1 milliard kroner hen over de kommende otte år til et løft af idrætsfaciliter i København og på Frederiksberg.

    “Det kommer til at kunne gøre en meget stor forskel. Lange ventelister og overbefolkede boldbaner er og har i mange år været en del af hverdagen for foreningslivet i København. Med udsigten til en markant opgradering håber vi helt konkret på, at det inden for en overskuelig årrække bliver muligt at eliminere ventelisterne, så alle børn kan få adgang til fællesskaber i den idræt, som de ønsker”, siger Niels Nygaard, formand for DIF.

    København har længe haft en stor underkapacitet. Men udfordringerne er vokset i takt med de stigende grundpriser, markant befolkningstilvækst og udbygningen af nye boligområder uden tilstrækkeligt med idrætsfaciliteter.

    “Adgangen til fællesskaberne i foreningsidrætten er – kombineret med selve bevægelsen – afsindig vigtigt for både vores dannelse, vores sundhed og for vores sociale liv. Derfor er foreningsidrætten berigende – for den enkelte og for samfundet. Og derfor vil en opgraderingen i København og på Frederiksberg få stor betydning,” konstaterer DIF-formanden.

    Situationen i hovedstaden er ekstraordinær

    DIF har gennem flere årtier arbejdet målrettet på at sikre tilstrækkeligt med idrætsfaciliteter over hele landet, da kapaciteten er vigtig, uanset om man befinder sig i byen eller på landet. Og organisationen vil fortsat have fokus på at sikre adgang til idrættens fællesskaber i alle grene af Danmark.

    Efterslæbet i hovedstaden er imidlertid så stort, at der har været behov for en helt ekstraordinær indsats. Og den er kommet med dagens udmelding.

    “Vi er meget tilfredse med, at regeringen med dette udspil er kommet med positiv respons på vores opråb, og vi håber, at det nu materialiserer sig i en aftale. Vi er klar til at gå i dialog med Københavns og Frederiksberg Kommune og bidrage med vores perspektiver på nye idrætsfaciliteter til glæde for både børn og voksne” understreger Niels Nygaard.

    Løftet af rammen for anlæg af idrætsfaciliteter i København og Frederiksberg er en del af regeringens udspil “Tættere på – Grønne byer og en hovedstad i udvikling”. Udspillet kan læses her:


    FAKTA

    Foreningsdeltagelsen er generelt lavere i København sammenlignet med landsgennemsnittet

    • Kun 45% af de københavnske 0-18-årige er aktive i foreningsaktive mod 74% på landsplan
    • København ligger som den laveste af alle kommuner i facilitetsindekset hos Idrættens Analyseinstitut
    • De høje grundpriser i København fører til store omkostninger ved facilitetsbyggeri. Kombineret med det kommunale anlægsloft lægger det en betydelig dæmper på de politiske bestræbelser på at indhente facilitetsefterslæbet.
    • København vokser med 10.000 borger om året, og helt nye boligområder skyder frem. Alligevel er der ingen demografiregulering af de kommunale midler til kultur og fritid


    Der er omtrent tre gange så mange indbyggere pr. facilitet i København, som i resten af landet*:


    Store idrætshaller:

    • I København er der 12.762 indbyggere pr. hal på 20×40 meter. Landsgennemsnit: 3.497.
    • I København er der 15.193,26 indbyggere pr. bane. Landsgennemsnit: 3.638,66.
    • I København er der 2,15 km2 pr. bane. Landsgennemsnit: 26,76 km2.

    Fodboldanlæg:

    • I København er der 5.146 indbyggere pr. bane. Landsgennemsnit: 1.271,79
    • I København er der 0,73 km2 pr. bane. Landsgennemsnit: 9,35 km2

    * Aktuelle tal fra Facilitetsdatabasen, Idrættens Analyseinstitut pr. 22. maj 2021

    Kontakt:

    Kommunikations- og HR-chef Britt Spangsberg tlf.: 21536144 email: bsb@dif.dk skype: Britt Spangsberg

    Formand Niels Nygaard tlf.: 20737112 email: nny@dif.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/loft-til-idraetsfaciliteter-i-hovedstaden-far-stor-betydning?releaseId=13622694

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **