PRM / Bredt fokus på at forbedre trivslen blandt unge i København

    Pressemeddelelse fra Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen

    Elever på gymnasier og andre ungdomsuddannelser i København trives dårligere end unge i resten af Danmark. Det viser en ny landsdækkende spørgeundersøgelse, som næsten 8000 elever i København har deltaget i. På landsplan har godt 27.000 unge deltaget i undersøgelsen, så de københavnske unge har bidraget flot.

    – Vores unge er udsat for et voldsomt præstationspres, og vi kan se, at de unge løbende har fået det dårligere. Den seneste undersøgelse tegner et trist billede, og der er ingen tvivl om, at corona har vendt op og ned på hverdagen for mange unge. Men der var også unge, der mistrivedes før corona, og nu skal vi bruge undersøgelsen til at sætte ind de rigtige steder og hjælpe dem, der har det dårligt, siger sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF).

    De mange svar fra unge københavnere giver Københavns Kommune god viden og meget vigtige data at arbejde videre med. Kommunen har et meget velfungerende partnerskab med byens ungdomsuddannelser, og via det samarbejde bliver der nu arbejdet videre med undersøgelsens resultater for at hæve trivslen og sundhedstilstanden blandt byens unge, så flest muligt gennemfører deres ungdomsuddannelse, og så de i øvrigt får et godt liv.

    – Vi har allerede sat flere initiativer i gang. Kommunen stiller gratis psykologhjælp til rådighed for unge med behov. Derudover aftaler vi konkrete handleplaner med de enkelte ungdomsuddannelserne for at følge op på data. For eksempel har mange uddannelser udarbejdet trivselspolitikker som en del af samarbejdet med Københavns Kommune, fortæller Sisse Marie Welling.

    Brug for ekstraordinære trivselsindsatser

    På Vibenshus Gymnasium, der er en del af NEXT, har meget af det lokale trivselsarbejde taget udgangspunkt i resultaterne fra Ungeprofilen.

    – Trivsel og faglighed er tæt forbundet. Man lærer mest, hvis man trives og har det godt. Derfor har vi på NEXT Uddannelse København stort fokus på elevernes trivsel. Vi har været meget glade for de tilbud om trivselsfremmende aktiviteter, som vi har fået gennem partnerskabet med Københavns Kommune, og vi ser frem til samarbejdet i de kommende år. Efter halvandet år med corona er der brug for helt ekstraordinære trivselsindsatser, forklarer rektor på Vibenshus Gymnasium, Rikke Sørup.

    12 % af eleverne i Københavns Kommune er placeret i den laveste ende af det såkaldte WHO-5 trivselsindeks. Placeringen medfører stor risiko for depression og stress. I 2019 var det tilsvarende tal 10 %. Over dobbelt så mange piger mistrives sammenlignet med drenge. 50 % af de unge i kommunen føler sig af og til eller ofte ensomme, hvilket er en mindre stigning sammenlignet med sidste års undersøgelse.

    Mindre alkohol, rygning og sport

    Undersøgelsen viser samtidig, at lidt færre unge ryger i løbet af skoletiden sammenlignet med 2019. Især kvitter eleverne smøgerne i løbet af skoletiden på de skoler, der har indført røgfri skoletid. Dette bliver et lovkrav for alle ungdomsuddannelser pr. 1. august i år, men nogle er allerede startet.

    Der bliver også drukket lidt mindre alkohol. I 2019 svarede 35 % af de adspurgte unge, at de fire gange den seneste måned havde drukket mere end fem genstande ved samme lejlighed. I år er det tal 31 %, hvilket kan skyldes de corona-restriktioner, der har været indført. Endelig er andelen af elever, som er fysisk aktive dagligt faldet fra 40 % til 38 %.

    – Rygning er en af vores største sundhedsudfordringer. Vi har ambitioner om en røgfri generation i Københavns Kommune, og skal det lykkes, skal vi skabe nogle røgfri miljøer for de unge. Jeg er glad for, at det går den rigtige vej, men jeg er klar over, at tallene for 2020 er særlige pga. de mange corona-restriktioner. Og der er ingen tvivl om, at vi har en stor opgave med at få byens unge tilbage til en sund hverdag. Derfor har vi også afsat en pulje, der skal få flere unge til at deltage mere i foreningslivet, siger Sisse Marie Welling.

    I dag er der kick-off møde mellem Københavns Kommune og byens ungdomsuddannelser, hvor samarbejdet som at øge trivsel og styrke sundhed blandt unge forlænges i fire år mere.

    Fakta

    • Ungeprofilen er en årlig landsdækkende spørgeskemaundersøgelse, som giver en bred indsigt i, hvordan unge oplever egen trivsel og sundhed.
    • 7.892 elever fra 24 ungdomsuddannelser fordelt på 32 matrikler i Københavns Kommune har deltaget i ungeprofilundersøgelsen 20/21. Det svarer til 53 % af det samlede antal elever i København, hvilket er en stigning sammenlignet med sidste år, hvor 36 % deltog i undersøgelsen.
    • På landsplan har 27.008 elever fra ungdomsuddannelserne deltaget i ungeprofilundersøgelsen.
    • Spørgeskemaet er besvaret i efteråret 2020, så resultaterne indfanger således ikke eventuelle negative trivselseffekter af den seneste nedlukning.
    • Københavns Kommune og 25 ungdomsuddannelser i København arbejder i fællesskab for at forbedre elevernes trivsel og sundhed. Det bidrager nemlig til, at flest muligt gennemfører en ungdomsuddannelse.
    • Partnerskabet har især fokus på unges trivsel, deres sociale og faglige fællesskaber, digitale vaner, at unge har en aktiv hverdag og at færre unge udvikler stress, depression, ryger eller bruge snus, drikker for meget alkohol eller bruger rusmidler.

    Kontakt:

    Pressekonsulent Rune Gleerup tlf.: 23440979 email: r168@kk.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/bredt-fokus-pa-at-forbedre-trivslen-blandt-unge-i-kobenhavn?releaseId=13622665

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **