PRM / Lidl får tre hjerter på egen økologisk mælkeserie som første dagligvarekæde i Danmark

    Pressemeddelelse fra Lidl Danmark

    Lidl tager endnu et skridt mod bedre dyrevelfærd, når hele kædens serie af ØKO-basismælk i eget mærke senest fra uge 24 vil have den højeste dyrevelfærdsmærkning: tre hjerter. Det drejer sig om de fire økologiske Engvang-varianter: skummet-, mini-, let- og sødmælk, der bliver produceret af Lidls mangeårige mælkeleverandør, Naturmælk.

    Dermed sætter dagligvarekæden sig i førersædet for tre-hjertet mælk i Danmark, da al Lidls økologiske basismælk i eget mærke nu er på tre hjerter – som den første dagligvarekæde i Danmark.

    Endnu et skridt på vejen mod bedre dyrevelfærd

    Det er Fødevarestyrelsen (Miljø- og Fødevareministeriet), der står bag Dyrevelfærdsmærket sammen med en række aktører i hele fødevarekæden, heriblandt Lidl. Dyrevelfærdsmærket består af tre niveauer: et, to og tre hjerter, og Lidls Engvang-serie havde i forvejen to hjerter. Forskellen mellem niveau to og tre er: arealkrav, ko og kalv-tid sammen efter kælvning, mælkefodring af kalvene samt adgang til græsareal.

    “Det er første gang, en dagligvarekæde udelukkende har mælk med tre hjerter i eget mærke i basissortiment, og vi er glade for at gå forrest for dyrevelfærden igen, ligesom vi har gjort flere gange tidligere. Dette er endnu et skridt i vores samlede indsats og konstante fokus på bedre dyrevelfærd. Samtidig støtter det op om vores generelle mål om at udbygge vores økologiske sortiment. Vores kunder viser med deres indkøb, at de går op i både dyrevelfærd og økologi, og det er en spændende udvikling, som vi konstant arbejder på at støtte op om,” siger indkøbsdirektør i Lidl, Rasmus Pape.

    Samarbejde om høj kvalitet og dyrevelfærd

    “Vi er rigtig glade for samarbejdet med Lidl, som virkelig viser, hvor gode produkter, man kan opnå, når både producent, detailhandel og forbrugere har samme ønske, nemlig øget dyrevelfærd og høj kvalitet. Vi har fremsynede landmænd, som godt vil være med til at hæve barren og løfte kvaliteten for den mælk, vi producerer, og derfor er vi er glade for at arbejde sammen med en partner som Lidl, som har samme mål. Dermed kan vi i fællesskab producere produkter til forbrugerne, hvor dyrevelfærd, kvalitet og pris hænger sammen,” siger direktør i Naturmælk, Leif Friis Jørgensen.

    Udover ØKO-mælken arbejdes der i samarbejde med Naturmælk videre på også at få de tre hjerter på endnu flere økologiske mejeriprodukter, ligesom der arbejdes på det inden for økologiske oste.

    Fakta: Lidls vedvarende fokus på øget dyrevelfærd

    Valget om at gå fra to til tre hjerter ligger godt i forlængelse af Lidls generelle tiltag for bedre dyrevelfærd:

    • I 2020 blev Lidl den første dagligvarekæde i Danmark, der helt udfasede konventionelle, ferske kyllinger, så man nu kun kan finde fersk kylling med minimum et hjerte i Lidls kølediske.
    • I 2015 var Lidl den første discountkæde som helt udfasede buræg fra sortimentet.

    Fakta, Dyrevelfærdsmærket:

    • Er udviklet af Fødevarestyrelsen i samspil med interessenter fra hele fødevarekæden, heriblandt Lidl.
    • Dyrevelfærdsmærkets formål er at forbedre dyrevelfærden for flest mulige grise, slagtekyllinger og kvæg gennem forbrugernes indkøb.
    • Dyrevelfærdsmærket supplerer de to bestående statslige mærker under Miljø- og Fødevareministeriet: Ø-mærket for økologi og Nøglehullet for et sundere valg, når man køber ind.
    • Læs mere på: https://bedre-dyrevelfaerd.dk/om-dyrevelfaerdsmaerket/

    Kontakt:

    Kommunikationschef Morten Vestberg tlf.: 76 35 00 10 email: morten.vestberg@lidl.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/lidl-far-tre-hjerter-pa-egen-okologisk-maelkeserie-som-forste-dagligvarekaede-i-danmark?releaseId=13622556

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **