PRM / Nyt koncertprogram i sommerlandet

    Pressemeddelelse fra HEART – Herning Museum of Contemporary Art

    Mens festivaler og koncerter aflyses på stribe, vil sommeren i Herning byde på en helt ny type musikalske oplevelser. To af byens toneangivende kulturinstitutioner, kunstmuseet HEART og spillestedet Fermaten har, i lyset af coronakrisens mange udfordringer for kulturlivet, indledt et unikt samarbejde hvor kunst og musik går op i en højere enhed. Det sker i de mest trygge rammer – på museets smukke udendørs arealer, og samarbejdet skydes i gang allerede d. 25. juni med en udendørs intimkoncert med Poul Krebs og Dorte Gerlach og igen dagen efter d. 26. juni hvor Carpark North lægger vejen forbi parkscenen. Flere koncerter er i støbeskeen til senere måneder, og hos begge institutioner er glæden over det nye samarbejde stor!

    “Vi har længe villet upgrade og afholde flere koncerter her på museet, både ude og inde, og det er en kæmpe fornøjelse at vi nu kan udvikle et musikprogram sammen med en så dygtig og driftig partner som Fermaten” udtaler HEARTs direktør Holger Reenberg som suppleres af Fermatens leder Rikke Andersen:

    HEARTs udendørs arealer og den stemning som kunsten bringer til bordet i forbindelse med afviklingen af en koncert, skaber noget helt særligt, som vi har meget høje forventninger til at folk vil tage godt imod. “

    Koncertsamarbejdets første sæson afvikles som en del af HEARTs kommende Socle du Monde Biennale 2021 – Welcome back my friends to the show that never ends, der finder sted på HEART, Carl Henning Pedersen og Else Alfets Museum, Herning Højskole, Sct. Johannes Kirke, Tekstilmuseet, Herning City og Deep Forest Artland – Skovsnogen. Udstillingen åbner d. 12. juni og vises indtil 31. oktober.

    Koncerterne vil blive afviklet efter alle sundhedsmyndighedernes anvisninger. Billetter til junikoncerterne kommer i salg inden længe.

    Kontakt:

    For yderligere info kontakt:
    Rikke Andersen, Fermaten: tlf 9722 5510
    eller
    Holger Reenberg, HEART: tlf 4025 1033

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nyt-koncertprogram-i-sommerlandet?releaseId=13622611

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **