Pressemeddelelse fra Folkekirkens Nødhjælp
Våbenhvilen torsdag aften mellem Israel og Hamas baner nu vejen for, at Folkekirkens Nødhjælp kan få hjælpen frem til de mange mennesker, der står uden tag over hovedet.
“Vi har oplevet en rørende stor opbakning til vores nødhjælpsindsats i Gaza – og våbenhvilen baner vejen for, at vi kan få hjælpen frem til dem, der har de største behov. Det gælder både den akutte hjælp til at redde liv, og den mere langsigtede indsats med at få genopbygget folks hjem og livsgrundlag,” siger Folkekirkens Nødhjælps generalsekretær, Birgitte Qvist-Sørensen.
Folkekirkens Nødhjælp har allokeret 1,2 millioner fra Udenrigsministeriets nødhjælpskasse og et tilsvarende beløb fra den norske Regering. Derudover har organisationen indsamlet omkring en halv million kroner blandt danskerne til nødhjælp og genopbygning i Gaza.
Så der er i første omgang knap 3 millioner kroner til indsatsen, der går via organisationens palæstinensiske partnere i Gaza.
“Folk har brug for vand, mad og et sikkert sted at sove. Det er nødstedte mennesker, der har søgt tilflugt i skoler, på parkeringspladser og hos familie og venner, fordi deres hjem ikke eksisterer længere, eller fordi de er flygtet af skræk fra angrebene,” fortæller Folkekirkens Nødhjælps generalsekretær, Birgitte Qvist-Sørensen.
Ifølge generalsekretæren er bombardementerne gået hårdt ud over huse, lejlighedskomplekser, vand- og elforsyning, skoler, sundhedsklinikker og veje, så der er behov for både akut nødhjælp og genopbygning fra det internationale samfund.
Konflikten i Gaza og på Vestbredden har krævet mindst 257 palæstinensere livet, heriblandt mindst 69 børn. Mere end 6266 er såret. 12 israelere heriblandt 2 børn har mistet livet, og mindst 796 er såret
“Dødstallene og ødelæggelser viser, at det internationale samfund bliver nødt til at insistere på, at folkeretten overholdes, og at der bliver igangsat seriøs diplomatisk handling, der kan bane vejen for en langsigtet løsning på konflikten,” siger Birgitte Qvist-Sørensen.
Mere om Folkekirkens Nødhjælps indsats i Gaza:
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/folkekirkens-nodhjaelp-sender-3-millioner-kroner-til-gaza?releaseId=13622563
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **