Pressemeddelelse fra Danske Spil A/S
Da der skulle trækkes tal i Lotto i lørdags var der 6.000.000 kr. i puljen, og hvis man troede, at hele gevinsten skulle gå til en enkelt lotterispiller, så tog man godt og grundigt fejl. Hele tre heldige spillere ramte nemlig de syv magiske tal i Lotto, og dermed skal puljen for første gang i år deles i tre lige store dele.
Den ene af de nybagte vindere kommer fra København, mens den anden kommer fra Faaborg, og de begge spillede med fra danskespil.dk. Den sidste vinder satsede på en fysisk kupon, som blev købt hos Føtex i Haderslev, og alle tre kan dermed se frem til at få 2.000.000 kr. at forsøde tilværelsen med.
Men tre vindere kan ikke gøre det, for vanen tro blev der selvfølgelig også trukket lod blandt alle spillede rækker om 2×1 million kroner. I denne omgang skulle begge vindere af Millionærgarantien findes blandt vores PLUS-abonnenter, og vinderne bor på hver sin side af Storebælt. Den ene vinder spillede nemlig med fra Svendborg og den anden fra Ballerup.
– Det er jo helt fantastisk, at førstepræmien i Lotto for første gang i år er blevet delt i tre, og at vi desuden i denne weekend har hele fem danskere, som kan glæde sig over at være blevet Lotto millionærer. Der skal lyde et stort tillykke herfra, siger adm.dir i Danske Lotteri Spil, Pernille Mehl.
Mens det er første gang i år, at vi kan sende en milliongevinst afsted mod Ballerup, er det nu sket to gange, at vi har sendt en afsted mod både Svendborg og Haderslev. Det er som sagt tredje gang at en spiller fra Faaborg-Midtfyn kan glæde sig over en milliongevinst, og intet mindre end niende gang at en millionvinder findes i København. Det bliver spændende at se, om de holder føringen resten af året.
Danske Spil har endnu ikke talt med vinderne, men vi ønsker dem alle et stort tillykke.
Vindertal:
8, 10, 12, 16, 20, 22, 31
Tillægstal:
2
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fantastisk-lotto-lordag-fem-nye-millionaerer?releaseId=13622577
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **