Pressemeddelelse fra Aarhus Universitet: Health
Nybagte mødre, der har født for tidligt, befinder sig i en særlig skrøbelig situation sammen med barnet. Et nyt studie af forskere fra iPSYCH peger på at støtte og pleje til disse mødre i deres eget hjem kan sænke risikoen for, at de får en svær fødselsdepression. Forskerne har defineret for tidligt født som børn født i uge 36 eller tidligere, og så skulle barnet i øvrigt have tilbragt mindst en nat på en neonatal-afdeling.
Studiet viser, at brugen af hjemmepleje på landets fødeafdelinger kan have en positiv indvirkning på den mentale trivsel hos de nybagte mødre. Konklusionen er, at det har ført til et fald på 23 procent i svære fødselsdepressioner blandt disse kvinder. Ifølge Kristine Andersen, der er en af forskerne bag studiet, så bidrager støtten og plejen i hjemmet i højere grad til en større oplevelse af at fungere som mor.
“Mange af de mødre, der kommer tidligt hjem efter fødslen, beskriver det som en rolig og god oplevelse af ansvar og tilstrækkelighed, fordi de er på egen hånd i hjemlige og trygge omgivelser. Og der er stadig mulighed for kontakt til hospitalet døgnet rundt, og det er en rigtig god model,” siger hun.
Føler sig utilstrækkelige
Utilstrækkelighed er ofte ordet, der går igen, når for tidligt fødende kvinder beskriver oplevelsen af et fødselsforløb på hospitalet fyldt med fokus på behandling i hospitalsomgivelser. Dette studie kaster nyt lys på, at hjemmepleje som supplementet til hospitalsindlæggelse resulterer i færre fødselsdepressioner. Og det kan hænge sammen med at støtte i eget hjem bidrager med en anderledes ro og en større grad af ansvar og tilstrækkelighed. Derudover kan det at være indlagt på en fødeafdeling efter en for tidlig fødsel gøre voldsomt indtryk på en nybagt mor.
“De kvinder, der føder for tidligt, beskriver ofte, at de føler sig splittede mellem at tilbringe tid med familien og at være der for det nyfødte barn. Ligeledes kan mødrene blive ramt af dårlig samvittighed og utilstrækkelighed, når de ikke fungerer som barnets primære omsorgsperson. Den rolle udfyldes oftest af afdelingens sygeplejersker, der har grundig uddannelse i pleje af nyfødte,” siger Kristine Andersen.
Ubegrundet bekymring
Man kan ikke forudsige, hvilke kvinder der får en fødselsdepression, men jo hurtigere det bliver opdaget, desto nemmere er det at behandle. Det er utroligt voldsomt og hårdt for den enkelte kvinde og familie, og derfor er der grobund for at forske endnu mere i emnet. Og så er det også meget positivt, når forskning som denne kan være med til at stoppe en bekymring, der egentlig ikke bør være der, fortæller en af de andre forskere bag studiet, Carsten Hjorthøj.
“At vores studie viser, at hjemmepleje kan være med til at sænke risikoen for at få en svær fødselsdepression, er særdeles relevant, også fordi der faktisk har været en bekymring for at sende mødre væk fra hospitalet og hjem til dem selv. Der kan vores studie nu være med til at oplyse befolkningen bedre,” siger Carsten Hjorthøj.
Bag om forskningsresultatet
Studiet er et såkaldt interrupted time-series studie med basis i de danske registre.
Studiet er gennemført i samarbejde mellem Kristine Andersen og Carsten Hjorthøj fra Copenhagen Research Center for Mental Health – CORE i Regin Hovedstadens Psykiatri, samt Kristina Garne Holm fra H.C. Andersen Børne- og Ungehospital ved Odense Universitets Hospital.
Den videnskabelige artikel er offentliggjort i
Studiet er gennemført med en bevilling fra Lundbeckfonden.
Kontakt
Carsten Hjorthøj
cahj@sund.ku.dk
Kristine Hedegaard Andersen
Kristine.95@hotmail.com
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/stotte-i-hjemmet-hjaelper-mod-fodselsdepression?releaseId=13622522
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **