PRM / Hver tredje borger i Region Sjælland har indledt et vaccinationsforløb

    Pressemeddelelse fra Region Sjælland

    33,4 procent af borgerne i Region Sjælland har indledt et vaccinationsforløb mod coronavirus, mens 20,9 procent er færdigvaccineret. I gennemsnit er der i Danmark på nuværende tidspunkt vaccineret 30 procent med første stik, mens 19,2 procent er færdigvaccineret.

    Regionrådsformand Heino Knudsen ser det som en milepæl:

    – Jeg var selv med den 27. december på plejecenteret Blomstergården i Slagelse, hvor Else Madsen som den første borger i regionen blev vaccineret mod COVID-19. Lige siden har vaccinationsprogrammet styrket immuniteten både for den enkelte vaccinerede borger og dermed for regionen som helhed, siger Heino Knudsen, der samtidig glæder sig over, at de mange vaccinationer også omsættes til mange coronapas:

    – Vaccinerne forebygger sygdom og død. Men de giver samtidig en langt større grad af frihed tilbage i hverdagslivet, som jo er det, vi alle længes efter.

    Massiv indsats

    Fra onsdag den 26. maj vil alle regionens borgere på 50 år og opefter have modtaget en invitation til at blive vaccineret:

    – Takket være en massiv indsats fra vores dedikerede personale har vi nu vaccineret de ældre og særligt sårbare. Og jeg er glad for, at vi nu snart er dér, hvor alle borgere på 50 år og opefter har fået en invitation til at blive vaccineret, siger regionsrådsformand Heino Knudsen.

    Fintmasket vaccinationsnet

    Et fintmasket vaccinationsnet med i alt 28 vaccinationscentre, fordelt over hele Region Sjælland, skal sikre vacciner tæt på borgerne. Dertil kommer særlige indsatser i forhold til en lang række særligt sårbare grupper, for eksempel borgere der er vaccineret på plejecentre og borgere, der ikke kan forlade eget hjem, og som derfor er vaccineret hjemme.

    – Helt fra starten har vores vaccinationsindsats i bund og grund fungeret effektivt takket være et meget tæt samarbejde med kommunerne. Det samarbejde har betydet, at vi har kunne tilbyde mange borgerne vaccination i deres nærområde og i tilfælde med særligt sårbare borgere i deres egne hjem. Vi er klar til at vaccinere endnu flere lokalt, når vi modtager endnu flere vacciner, siger Heino Knudsen.

    Fakta:

    • 33,4 procent af Region Sjællands borgere har indledt et vaccinationsforløb
    • 20,9 procent af regionens borgere er færdigvaccinerede
    • Fra onsdag d. 26. maj vil alle borgere på 50 år og opefter have modtaget en invitation til at blive vaccineret
    • I Region Sjælland bor der særligt mange af de ældre og særligt sårbare borgere, som fra starten af vaccinationsindsatsen har været prioriteret højest. Det betyder, at andre regioner, med færre borgere i disse målgrupper, hurtigere end Region Sjælland kan gå videre og invitere nye grupper
    • Region Sjælland har vaccineret ca. 3.500 borgere på sociale institutioner og forventer at skulle vaccinere yderligere ca. 3.500 over de kommende måneder
    • Alle beboere på plejecentre, som ønsker det, er vaccineret. Det drejer sig om næsten 6.000 beboere, som er vaccineret i samarbejde med kommunerne
    • Hjemmevaccination af borgere, der er sengeliggende eller ikke kan forlade deres bopæl: Foreløbig er cirka 1000 borgere blevet vaccineret i hjemmet

    Læs mere

    Status for vaccinationer (Statens Serum Institut)

    Kontakt:

    Heino Knudsen, regionsrådsformand i Region Sjælland, 51 14 54 96
    Trine Holgersen, direktør i Det Nære Sundhedsvæsen i Region Sjælland, 21 16 23 45

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/hver-tredje-borger-i-region-sjaelland-har-indledt-et-vaccinationsforlob?releaseId=13622446

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **