PRM / Nødhjælp og humanitært personale nægtes adgang til Gaza

    Pressemeddelelse fra Læger uden Grænser (MSF)

    Mens kampene mellem det israelske militær og væbnede palæstinensiske grupper fortsætter med uformindsket styrke, stiger behovet for hjælp til sårede og fordrevne indbyggere i Gaza. Men den nødvendige humanitære hjælp kan Læger uden Grænser ikke få frem til patienterne, for så sent som i dag, torsdag, er organisationen blevet afvist ved overgangen til Gaza.

    “I dag er Læger uden Grænsers hold igen blevet nægtet tilladelse til at krydse fra Israel ind i Gaza. Det er nu mere end 10 dage siden, at det israelske bombardement i Gaza begyndte, og de humanitære behov stiger med flere end 1.400 mennesker såret og titusindvis fordrevne,” siger Ely Sok, der er leder af Læger uden Grænsers arbejde i de besatte områder.

    Allerede nu har det enorme konsekvenser for det i forvejen pressede sundhedssystem i Gaza, fortæller han:

    “Sundhedssystemet, som oplever mangler, selv når der ikke falder bomber, er løbet tør for nøgleremedier til behandling af sårede, såsom poser med blod. Vi ved stadig ikke, hvornår vores hold får lov til at krydse grænsen ind i Gaza, så de kan hjælpe vores kolleger, som allerede er der.”

    Han understreger, at adgang for hjælp er afgørende nu.

    “Det er nødvendigt at åbne overgangen mellem Israel og Gaza, og der skal gives adgang til humanitært personale og nødhjælp for at afværge en større katastrofe,” siger Ely Sok.

    Mellem den 10. og 18. maj har israelske luftangreb og bomber dræbt 213 mennesker, heriblandt 61 børn. Det oplyser de palæstinensiske sundhedsmyndigheder.

    10 voksne og to børn er blevet slået ihjel i Israel af raketter og missiler fra væbnede palæstinensiske grupper.

    Læger uden Grænsers projektkoordinator Aymen al Djaroucha bor i Gaza og fortæller, at veje, huse og lejligheder bliver ramt, og at man hele tiden hører eksplosioner.

    “Angrebene er konstante, nat og dag. De stopper aldrig. Intensiteten af bomberne og graden af vold har vi ikke set før. Beskydningerne kommer alle steder fra: Fra fly på himlen, fra tanks på jorden, fra både på Middelhavet. Det, vi gennemlever, er forfærdeligt,” siger han.

    Kontakt:

    Pressetelefon, Læger uden Grænser tlf.: 29702979

    Presseansvarlig Signe Dalgas Damgaard tlf.: 41777446 email: sda@copenhagen.msf.org

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nodhjaelp-og-humanitaert-personale-naegtes-adgang-til-gaza?releaseId=13622460

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **