PRM / Home Støvring har hjulpet 200 familier på to år og udvider bemandingen

    Pressemeddelelse fra home a/s

    De lokale ejendomsmæglere Anders Nymand Andersen og Lisa Mikkelsen ser tilbage på godt to år, hvor de startede fra nul til nu at have hjulpet over 200 familier, købere og sælgere, godt hjem.

    – Det er så vildt, lyder det næsten forpustet fra Lisa Mikkelsen, der både er kendt som fodboldsponsor og spiller for det lokale kvindeseriehold. Hun var fra dag 1 klar til at løbe de ekstra skridt for at lykkes.

    Aldrig fortrudt at blive selvstændig

    – At være selvstændig er både sjovt, vildt og hårdt – men én ting er sikkert: Vi har aldrig fortrudt!

    Det samme gælder Anders Nymand Andersen, der har sine benkræfter og boldøjet fra badminton.

    For to år siden mente duoen, at der var behov for en mæglerbutik mere i byen, der kunne give boligsalget et frisk pust.

    – Det er oplagt, at Home kommer til Støvring. Og så synes vi selvfølgelig i al beskedenhed, at vi er de helt rigtige, lokale folk til opgaven, lød det fra Lisa Mikkelsen og Anders Nymand Andersen, dengang 25 år og 30 år.

    De to tidligere studiekammerater på ejendomsmægleruddannelsen i Aalborg slog dørene op til en nyindrettet, Home-butik i Jernbanegade 10A.

    Dengang sagde mæglerduoen også.

    – Vi er ikke lige typerne, der er ’smarte i en fart’ og buser ud med egne fortræffeligheder. Vi satser mere på at lade resultaterne tale for sig selv.

    Fra 0 % til 14 % af alle handler

    Det må man sige er lykkedes meget godt. Ifølge Boligsidens ‘Find Mægler’ har home Støvring solgt 14 % af alle boliger i Rebild Kommune de seneste 12 måneder.

    – Vi er så taknemmelige for den opbakning, vi har fået fra venner, familie, samarbejdspartnere og ikke mindst mange købere og sælgere, som de sidste to år har støttet os. Det er årsagen til, at vi er nået der til, hvor vi er i dag, siger Anders.

    De to indehavere fejrer de to år med en NY medarbejder til forretningen. Kristina Østergaard Søbygge er ansat som sagsbehandler pr. 1. maj.

    – Ja, vi har nemlig travlt, så det er dejligt med en ekstra spiller på holdet, siger Lisa Mikkelsen

    PORTRÆT: Kristina Østergaard Søbygge vender ‘hjem’ for at arbejde i Støvring

    Kristina Østergaard Søbygge, 32 år, er pr. 1. maj ansat som sagsbehandler hos Home Støvring.

    Hun kender byen som sin egen bukselomme, eftersom hun både er født og opvokset i Støvring og fortsat bor der.

    – Ja, faktisk bor jeg i mit barndomshjem, hvor jeg har stiftet familie med min mand Peter. Sammen har vi to drenge på 4 og 6 år, fortæller hun.

    Men nu vender hun ‘hjem’ til byen for at arbejde der.

    I 2014 færdiggjorde hun uddannelsen som finansbachelor. Efter endt uddannelse startede hun traineeperiode hos Nybolig i Støvring, hvor hun i 2016 blev uddannet ejendomsmægler.

    – Jeg trives ganske enkelt bedst med den administrative del af mæglerfaget og sørger for, at alle papirerne er helt i orden, og jeg glæder mig til at supplere Anders og Lisa i deres arbejde – og til at komme til at arbejde i Støvring igen efter nogle år hos Nybolig i Hobro, siger hun.

    Så det er nogle sikre hænder og et erfarent hoved, der skifter til Home Støvring. Lisa Mikkelsen er særdeles glad for at få Kristina på holdet.

    – Vi har tidligere arbejdet sammen hos Nybolig Støvring. Så vi kender hinanden rigtig godt – også på det faglige, og Kristina har bare styr på det, siger Lisa.

    Kontakt:

    Presseservice & analyse Michael Dalsager tlf.: 2043 3614 email: mida@home.dk

    Lisa Mikkelsen
    Indehaver & ejendomsmægler MDE, Køberrådgiver
    home Støvring
    Jernbanegade 10A, 9530 Støvring

    98 37 30 00
    25632930
    home.dk
    lisamik@home.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/home-stovring-har-hjulpet-200-familier-pa-to-ar-og-udvider-bemandingen?releaseId=13622399

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **