PRM / Væk fra storbyen: Lejemål i ubygget midtsjællandsk boligprojekt går som varmt brød

    Pressemeddelelse fra Huse-Byg ApS

    Selvom spærene af træ til det bæredygtige byggeri Jystrup Park stadig er ved at blive fremstillet, strømmer henvendelserne på de 48 lejeboliger allerede ind hos Mike Borgstrøm og Huse-Byg, der netop har skudt byggeriet i gang.

    – Det er overvældende. Til trods for at det kun er otte af de 48 lejeboliger, der står klar den 1. august, har vi allerede lejere klar til næste etape, der er klar til indflytning primo 2022. Da min byggepartner Jan Larsen og jeg for to år siden blev enige om, at vi ville lave projektet og sidenhen fandt placeringen, var vi klar over, at området var attraktivt, alligevel havde vi ikke turde håbe på så overvældende en interesse, siger Mike Borgstrøm, der er direktør i Huse-Byg.

    På nuværende tidspunkt er første etape af boligprojektet fuldt udlejet. Ventelisten til de 48 boliger er også allerede lang, og Huse-Byg modtager dagligt henvendelser fra folk, der ønsker at skrive sig op.

    Høj efterspørgsel på boligprojekter uden for hovedstaden

    Den store interesse for Jystrup Park skal blandt andet ses i lyset af den markante udvikling i antallet af københavnere, der vælger at flytte fra hovedstaden. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der i 2020 var 3.412 flere, der flyttede fra hovedstaden, end der kom til, hvilket næsten svarer til en syvdobling i forhold til 2019, hvor der var 445 flere, der flyttede fra hovedstaden end der kom til.

    Ifølge Henrik Nikolajsen, CEO hos Nordicals Sjælland, trænger storbyboere generelt til mere luft og natur, og det gør boligmarkedet uden for hovedstaden mere attraktivt:

    – Tendensen er ikke til at tage fejl af, folk vil ud og bo, hvor der er meget natur. Vi kan se på vores projekter, at 20 procent af dem, der flytter ind i nye boliger uden for hovedstaden, kommer fra København. Efterspørgslen er brandvarm, og vi ser flere ressourcestærke danskere søge ind i Region Sjælland, hvor der er mere albuerum og hurtig adgang til motorvej og offentlig transport. Lige nu er et godt tidspunkt at slå til, hvis man har leget med tanken om at investere i boligprojekter uden for Region Hovedstaden, fortæller Henrik Nikolajsen.

    Hurtig beslutning om udvidelse af projektet

    Oprindeligt havde Mike Borgstrøm og Jan Larsen planlagt otte boliger i Jystrup Park med mulighed for udvidelse. Efter den højere interesse i projektet, var de dog ikke i tvivl om, at projektet skulle udvides til de i dag 48 lejeboliger.

    – Den høje interesse gjorde, at vi slet ikke kunne vente med at sætte gang i de næste boliger. Beliggenheden i Jystrup er god, boligerne er energivenlige, billige i drift og indrettet med gode hvidevarer, og det genererer stor interesse, siger Mike Borgstrøm.

    Projektet Jystrup Park med sine første otte boliger, der er ved at blive opført netop nu, er fortsat til salg. Bebyggelsen opføres i et beboelsesområde med flotte parcelhuse, og der er allerede afsat plads til yderligere etaper af “Jystrup Park”. Ifølge planen åbnes dørene til den første prøvebolig i juli, mens de første beboere kan flytte ind mandag den 1. august.

    Kontakt:

    Mike Borgstrøm
    Direktør, Huse-Byg
    mb@huse-byg.dk
    +45 22 25 34 17

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/vaek-fra-storbyen-lejemal-i-ubygget-midtsjaellandsk-boligprojekt-gar-som-varmt-brod?releaseId=13622400

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **