PRM / Levende bymidter kræver politisk mod

    Pressemeddelelse fra DSK – De Samvirkende Købmænd

    “Hvis ikke et flertal i Folketinget med indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek i spidsen og landets kommuner udviser mod og handler i bymidternes interesse, kan det, vi kalder købstæder, være en saga blot. Så tager den stigende e-handel kombineret med alt for mange såkaldte aflastningscentre med megabutikker uden for byerne livet af bymidternes butiksliv og dermed kommunernes naturlige samlingspunkt.”

    Det siger De Samvirkende Købmænds adm. direktør, John Wagner, i en kommentar til den rapport fra “Partnerskab for levende bymidter”, som indenrigs- og boligministeren torsdag offentliggjorde med en række anbefalinger til politiske tiltag, f.eks. et tættere samarbejde mellem bymidtens forskellige aktører, hvad enten det er de forretningsdrivende, ejendomsejerne eller offentlige institutioner.

    “Ministeren siger helt rigtigt, at det kræver en ekstraordinær og massiv fælles indsats at løse de udfordringer, som bymidterne står overfor. Helt rigtigt. Men han kommer ikke uden om, at han, regeringen og Folketinget også har hovedansvaret og bør rulle den seneste liberalisering af planlovens detailhandelsbestemmelser tilbage, så kommunerne i konkurrence med hinanden forhindres i at underminere bymidterne med flere og større aflastningscentre”, siger John Wagner, der har været medlem af udvalget.

    Han henviser til, at liberaliseringen af planloven i 2017 har medført planer om nybyggeri af mere end 630.000 kvadratmeter nyt butiksareal alene i aflastningsområderne. Det fremgår af Indenrigs- og Boligministeriets egen redegørelse for udviklingen i kommunernes detailhandelsplanlægning fra marts 2021, og det er sket i en periode med et i forvejen rekordhøjt ledigt butiksareal og udsigt til endnu mere som følge af butikslukningerne under Covid-19 og den stærkt stigende e-handel.

    Yderligere oplysning hos adm. direktør John Wagner, DSK, 2023 2616 eller underdirektør Jytte Tandrup, DSK, 2927 5483

    Kontakt:

    Adm. direktør John Wagner tlf.: +45 2023 2616 email: jw@dsk.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/levende-bymidter-kraever-politisk-mod?releaseId=13622387

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **