PRM / Ledigheden falder, men der er store kommunale forskelle

    Pressemeddelelse fra Beskæftigelsesministeriet

    Ledighedstallene går overordnet den rigtige vej, men der er fortsat mange kommuner, som har meget større ledighed end før corona-krisen.

    Især hovedstaden og sjællandske kommuner har fortsat et stort efterslæb, mens der i mange jyske og fynske kommuner er færre ledige end før krisen. De store udfordringer for luftfarten under corona afspejles blandt andet i høje ledighedstal i Dragør, Tårnby og Billund kommuner.

    Beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard siger:

    – Det er godt, at ledigheden falder, og mange kommuner har nu lavere ledighed end før krisen. Hjælpepakker og lønkompensation har holdt hånden under tusindvis af lønmodtagere og virksomheder.

    – Det er samtidig vigtigt at have blik for, at situationen er vidt forskellig fra kommune til kommune. Vi kan se, at særligt hovedstadskommunerne har store udfordringer og selvfølgelig er Dragør og Tårnby samt Billund ekstraordinært hårdt ramt på grund af langt mindre flytrafik. Regeringen er meget optaget af, at alle ledige får den rette hjælp. Samtidig er vi for nylig kommet med en sommerpakke, som blandt andet skal sætte skub i storbyer, hvor oplevelsesindustrien ikke nyder godt af så mange besøgende fra ind- og udland som tidligere.

    – Vi skal stadig investere i opkvalificering og brancheskift, så ledige kan få nye muligheder for at komme i job. Mere kvalificeret arbejdskraft kan også hjælpe i de kommuner, hvor ledigheden er lavere og man i visse brancher kan mærke en begyndende mangel på arbejdskraft. Ledighed er ikke bare den enkeltes problem, men skal løses i fællesskab.

    Se hvordan det går i din kommune i den vedhæftede tabel.

    Tallene er baseret på antallet af tilmeldte ledige på jobnet.dk.

    Kontakt:

    Beskæftigelsesministeriet

    Pressevagt: 51232830

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ledigheden-falder-men-der-er-store-kommunale-forskelle?releaseId=13622373

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **