PRM / Rammeaftale på plads for kommende sommer- og erhvervspakke og udfasning af hjælpepakker

    Pressemeddelelse fra Erhvervsministeriet

    Under krisen har regeringen sammen med et bredt flertal af Folketingets partier holdt hånden under dansk erhvervsliv med en række hjælpepakker. Nu er genåbningen i gang, men selvom hverdagen for de fleste er på vej tilbage, er det fortsat vigtigt med initiativer, der hjælper turismen, oplevelsesindustrien, kulturen og andre hårdt ramte erhverv og som styrker eksporten.

    Regeringen og Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti har derfor d. 19 maj indgået en rammeaftale om sommer- og erhvervspakken på 1,65 mia. kr., og desuden besluttet at lade de generelle hjælpepakker ophøre den 1. juli 2021.

    Der vil fortsat være nogle virksomheder, der også er påvirket af coronakrisen, når restriktionerne er ophævet. Det gælder særligt inden for turismeerhvervet og oplevelsesindustrien samt deres underleverandører. Derfor er regeringen og aftalepartierne enige om at følge anbefalingerne fra ekspertgruppen om udfasning af hjælpepakker om at erstatte de generelle kompensationsordninger med nye, tilpassede ordninger, som er særligt fokuserede på udsatte virksomheder.

    Erhvervsminister Simon Kollerup:
    “Vi står et stærkt sted i Danmark, hvor dagligdagen mere og mere ligner sig selv igen. Desværre er der brancher, hvor krisen stadig trykker. Derfor er er jeg glad for, at vi nu har fundet en balance, hvor vi kan udfase de generelle hjælpepakker. Samtidig skal vi give et hårdtprøvet turismeerhverv og eksportvirksomheder gode vilkår for at få hjulene i gang igen. Nu hvor rammeaftalen er på plads, ser jeg frem til at forhandle videre med de andre partier, så vi i fællesskab får gang i dansk økonomi og vores erhvervsliv.”

    Rammeaftalen indeholder bl.a.:
    · En ramme til turismeerhvervet på 295 mio. kr.
    · En ramme på 400 mio. kr. til særligt udsatte sektorer.
    · En ramme til eksportinitiativer på 155 mio. kr. i 2021 og 75 mio. kr. årligt i 2022-2023.
    · En ramme til sårbare, mennesker med handicap, børn, unge og ældres trivsel på 165 mio. kr.
    · En ramme på 110 mio. kr. til billigere indenrigstransport i sommerperioden.
    · En ramme på 330 mio. kr. til tiltag målrettet kulturområdet.

    Kontakt:

    Er du journalist med spørgsmål, kan du kontakte Erhvervsministeriets pressetelefon på 91 33 70 07

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/rammeaftale-pa-plads-for-kommende-sommer–og-erhvervspakke-og-udfasning-af-hjaelpepakker?releaseId=13622300

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **