PRM / Naturmødet 2021 tager temperaturen på et brandvarmt naturår

    Pressemeddelelse fra Hjørring Kommune

    Naturen er blevet allemandseje
    Efter et år med coronanedlukninger er naturen blevet en del af danskernes hverdag som aldrig før. Vi går, løber, cykler, mediterer, tager på udflugt og holder ferie i den – og dermed har flere af os også fået øjnene op for, hvor vigtig naturen er for vores fysiske og psykiske velbefindende.

    Men hvordan fastholder vi interessen for at bruge naturen rekreativt, når alle andre muligheder igen står åbne? Og kan naturen overhovedet holde til det? Det skal vi bl.a. debattere på Naturmødet 2021.

    Samtidig er vild med vilje blevet det nye sort. Stat, kommuner, haveejere og virksomheder har kastet sig ind i kampen og lader græsset gro for at skabe mere plads til biodiversitet og vild natur.

    I den større skala slipper vi heste og kvæg løs i naturnationalparker og lader dem pleje naturen på naturens præmisser. Det er ikke altid lige kønt at se på og konflikter nogle gange med vores opfattelse af dyrevelfærd. Men er det okay at lade dyr lide, hvis de indgår i naturens store kredsløb?

    Få eksperternes svar på det og meget mere på Naturmødet 2021.

    Online – men også live
    Igen i år foregår størstedelen af Naturmødet online på Naturmødets facebookside. Her kan man bl.a. være med, når statsminister Mette Frederiksen officielt skyder mødet i gang fredag den 28. maj kl. 14.15.

    Kl. 14.30 følger partilederrunden og senere fredag kommer miljøordførerne i ilden – alle med Mette Walsted Vestergaard som vært.

    Fredags- og lørdagsprogrammet bliver en skønsom blanding af Walk and Talks i naturen omkring Hirtshals med hhv. Anders Lund Madsen og Vicky Knudsen som værter, faglige debatter og underholdende indslag.

    Onlinestreamingen suppleres med den fysiske scene Green Room i Hirtshals med Jan Falkentoft som vært. Her bliver der plads til 50 publikummer med forudbestilt billet. Debatterne i Green Room livestreames også på facebook.

    Søndag overlader Naturmødet scenen til diverse foreninger, organisationer, uddannelsesinstitutioner og andre med noget på naturhjertet. Programmet byder på spændende aktiviteter for alle aldre.

    Hele programmet kan ses på naturmødet.dk, hvor man også kan bestille gratis billetter til debatterne på den fysiske scene i Hirtshals.

    Kontakt:

    Leif Lund Jakobsen, leder af Naturmødet
    Tlf. 41 22 48 91
    leif.jakobsen@hjoerring.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/naturmodet-2021-tager-temperaturen-pa-et-brandvarmt-naturar?releaseId=13622308

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **