Pressemeddelelse fra UNICEF Danmark
“UNICEF har utvetydigt anbefalet, at de danske børn bringes hjem. Alle børn fortjener en tryg og sikker opvækst, og sådan en er ganske enkelt umulig at skabe et sted som al-Hol. Det er derfor utrolig glædeligt og vigtigt, at der er blevet lyttet til vores anbefalinger, og at der nu handles på den her tragiske situation. Det kan kun gå få langsomt,” siger Karen Hækkerup, generalsekretær i UNICEF Danmark.
For kun et par måneder siden omkom flere børn i en voldsom brand i al-Hol. En sørgelig tragedie, der fik UNICEF til at gå ud og understrege for alle regeringer – inklusive den danske – at al-Hol ikke er et sted for børn.
Foruden vold og tragedier har der været rapporteret om horrible forhold, hvor flere børn er ramt af underernæring og livstruende sygdomme. Der mangler basale fornødenheder som adgang til rent vand og sanitet, mad og lægehjælp.
Det er ikke kun den humanitære situation, der er alarmerende, det er den sikkerhedsmæssige situation også. I marts og april 2021 er en 15-årig dreng dræbt og en 16-årig dreng er skudt og dræbt i Al-hol. FN har i 2019 verificeret mere end 2.500 grove overtrædelser mod børns rettigheder: drab, skader, kidnapninger og angreb mod skoler og sundhedsfaciliteter. Tallet repræsenterer desværre kun toppen af isbjerget. Det faktiske tal forventes at være langt højere.
Vi ved desuden, at ældre børn i lejrene er i stor fare for at blive rekrutteret til væbnede grupper imod deres vilje. Børnene risikerer at få alvorlige mén – både på deres fysiske og psykiske helbred. Der er vel at mærke tale om børn, der ingen aktier har i at være havnet, hvor de er.
“Det er så vigtigt, at de her børn nu kommer hjem i sikkerhed. De skal have psykosocial støtte, de skal have retshjælp, de skal genoptage deres skole, de skal reintegreres, og de skal have hjælp til at komme sig over deres oplevelser i krigen,” siger Karen Hækkerup.
Kontakt:
Pressechef Peter Lykke Lind. Tlf. 30531916, mail: pllind@unicef.dk
Pressemedarbejder Line Kørner. Tlf. 30952379, mail: lkoerner@unicef.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/unicef-en-kaempe-sejr-at-danske-born-i-syrien-vender-hjem-i-tryghed?releaseId=13622253
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **