Pressemeddelelse fra Furesø Kommune
I Furesø skal fejludbetalinger stoppes hurtigt, så borgere undgår store krav om tilbagebetaling. Samtidig skal løbende opfølgning sikre, at ydelserne går til de borgere, som har ret til dem. Siden 2019 har Jobcenter Furesø undersøgt henvendelser om socialt bedrageri fra både medarbejdere og borgere. Arbejdet bliver udført ud fra devisen om, at ingen uberettiget skal føle sig mistænkeliggjort, og at borgerne får de ydelser, de er berettiget til.
Det er så god en forretning for både borgere og kommune, at byrådet har besluttet at afsætte flere ressourcer til indsatsen. En ekstra kollega i kontrolgruppen styrker nu arbejdet yderligere frem mod 2022.
I 2020 sendte gruppen krav om tilbagebetaling af ydelser på i alt 2,1 mio. kr., og undersøgte, om kommunen havde udbetalt sociale ydelser til borgerne på et forkert grundlag. Målet er, at færre borgere vil blive mødt af et krav om tilbagebetaling, fordi de har fået ydelse ved en fejl. I 2021 løber besparelsen op i 6,4 mio. kr.
For Hasan Yilmaz (A), formand for Udvalg for beskæftigelse og erhverv, er hovedargumentet for at styrke indsatsen at sikre, at kommunen udbetaler sociale ydelser til de, som reelt har behov for hjælp: “Hvis det er let at snyde, er det svært for nogle at lade være, og vi har som kommune et ansvar for at sikre, at ydelserne går til de rette. Der er jo tale om penge, der tages fra den fælles kasse, som skal sikre vores borgere gode og trygge rammer i skolen, i daginstitutionen eller på plejehjemmet”.
God rådgivning et vigtigt redskab i kampen mod socialt bedrageri
Ud over at undersøge henvendelser har Kontrolgruppen til opgave at styrke jobcentrets rådgivning til borgere og virksomheder.
“Kontrolgruppen spiller en vigtig rolle i at rådgive om sociale ydelser. Vi skal være proaktive i forhold til rådgivningen, så alle kender deres rettigheder og oplysningspligt. Det gælder både ved den første henvendelse i jobcentret og andre steder i organisationen, men også i den løbende kontakt”, fortæller Lasse Michaelsen, leder for kontrolgruppen i Jobcenter Furesø.
Kontakt:
Hasan Yilmaz (A) email: hyi@furesoe.dk
Centerchef Flemming Sommer tlf.: 72164738 email: flso@furesoe.dk
Leder af sygedagpenge, ydelse og integration Lasse Michaelsen tlf.: 72165436 email: lam2@furesoe.dk
Kommunikation tlf.: 72354012 email: kommunikation@furesoe.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fureso-styrker-indsatsen-mod-socialt-bedrageri-og-fejludbetalinger?releaseId=13622232
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **