Pressemeddelelse fra Esbjerg Kommune
Tag de grønne briller på, og gå på jagt efter steder, hvor et træ kunne glæde og gøre gavn centralt i Esbjerg. Sådan lyder opfordringen fra Esbjerg Byforum og Esbjerg Kommune, som via Den Urbane Skovrejsningsfond vil plante flere træer i byen.
“Ideen er netop, at træerne skal plantes i et samarbejde mellem borgere, virksomheder, byforum og kommune. Hver især bidrager vi, og nu vil vi rigtig gerne have flere bud på ønsketræer, som nemt sendes via appen TIP TAK”, siger Per Andersen, formand for Esbjerg Byforum.
Er ønskerne realiserbare, bliver de i første omgang prøvet af via forsøgsopstillinger, hvor store plantekummer med træer bliver placeret i gaderne i nogle måneder.
Midlertidige placeringer bliver permanente
De midlertidige opstillinger evalueres af dem, der bor og bruger gaden.
“Denne model ser ud til at virke godt, fordi vi gør os nogle erfaringer med en mulig placering, inden den bliver permanent. Vi har plantet blivende træer i Jyllandsgade og i sidegaderne på baggrund af en prøveopstilling med seks træer. Og vi er allerede i gang med næste forsøg,” siger Søren Heide Lambertsen, formand for Teknik & Byggeudvalget.
Forsøget omfatter otte træer placeret i Kronprinsensgade og i sidegaderne, Jyllandsgade og Islandsgade. Efter sommerferien skal der evalueres på opstillingen.
Bytræer er under pres
Fældning. Beskæring. Flytning. Byens træer har det ikke altid lige godt, og det er nødvendigt at føje flere træer til, hvis bymidten skal fremstå grøn. Forskning viser, at de grønne islæt i byen tjener flere formål og bidrager positivt til byboernes sindsstemning. Årstidernes skiften opleves bedst via træer og planter, og de grønne gaderum øger vores lyst til at bevæge os. Store træer sænker temperaturen i byen, optager CO2, støv og regnvand. Samtidig får fugle og små pattedyr livsvigtigt husly i tæerne.
Om Den Urbane Skovrejsningsfond Esbjerg Byforum og Esbjerg Kommune bidrager hver med 500.000 kr. årligt til urban skovrejsning frem mod 2024. Esbjerg Byforum har spurgt en række samarbejdspartnere fx lokale virksomheder om støtte, men private kan også donere til fondens arbejde. Pengene bruges til indkøb og plantning af træerne, og der afsættes også penge til pasningen i de første år, hvor træerne er særligt følsomme for udtørring mm. |
Se mere her:
Kontakt:
Formand for Teknik & Byggeudvalget Søren Heide Lambertsen på srlam@esbjergkommune.dk eller 40 12 24 12.
Formand for Esbjerg Byforum Per Andersen på telefon 30 13 06 69.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/egnede-steder-til-nye-traeer-efterlyses?releaseId=13622156
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **