PRM / Gladsaxe styrker børnefællesskaber med stenalderprojekt

    Pressemeddelelse fra Gladsaxe Kommune

    I forbindelse med nybyggeriet af Børnehuset Egedammen, hvor man fra juni 2022 vil samle nogle af Gladsaxes små børnehuse, er man blevet opmærksom på, at børnene fra de små børnehuse ikke har erfaring med store børnefællesskaber, som dem, de møder, når de starter i skole. For at styrke børnefællesskaberne er Område Gladsaxes små børnehuse gået sammen med en naturvejleder om et projekt, der tager udgangspunkt i materialer fra Bliv NaturligVis, et samarbejde mellem Danmarks Jægerforbund og Danmarks Sportsfiskerforening, om stenalderbørnene Ask & Liv. På den måde får de kommende skolebørn lejlighed til at vænne sig til større fællesskaber, inden de skal begynde i skole.

    Natur og udeliv skaber nye relationer
    Projektet foregår i Gladsaxes tilbud, Natur- og Sejlklubben, ved Bagsværd Sø, og aktiviteterne styres af en naturvejleder. Ved at mødes på kryds og tværs med fælles aktiviteter klædes de kommende skolebørn på til at være iblandt mange andre børn, og derigennem skabe nye relationer.

    -Det har stor betydning for børnefællesskabet, at børnene har vænnet sig til større fællesskaber, inden de starter i skolen. Derfor var det oplagt at samarbejde med Natur- og Sejlklubben, fordi alle børnehusene arbejder med natur og udeliv som en del af deres projekt. Og dette projekt giver de kommende skolebørn mulighed for at mødes på tværs i Natur- og Sejlklubbens naturskønne omgivelser, der på en neutral grund er grobund for nye venskaber, fortæller Malene Hirth, leder af Børnehuset Vibevænget i Bagsværd.

    Stenalderliv som samarbejde
    I Natur- og Sejlklubben holder naturvejlederen en fast rytme, hvor børnene også kan være med til at styre processen. Først ankommer børnene i børnehusenes nyindkøbte ladcykler. Så bygger de huler af presenning og liggeunderlag. Inde fra hulen lytter de til dagens Ask & Liv historie. Når historiefortællingen er ovre, har naturvejlederen forberedt en aktivitet til børnene. For eksempel snitte pinde til at bygge bue og pile med.

    – Det er vigtigt at børnene får lov til at deltage på hver deres niveau. Jeg har fokus på en variation af faste aktiviteter, leg og tid til egen fordybelse. Så er der samarbejdet mellem pædagogerne og mig som naturvejleder – alle byder ind og bidrager til projektets udvikling. For eksempel inddrages Ask & Liv i de faste opgaver, pædagogerne skal lave i forhold til overgangen til skole, fortæller naturvejleder Mai Haugård Westhoff.

    Naturen som læringsrum

    Med historiefortællingerne om Ask & Liv og naturvejlederens aktiviteter får børnene indblik i, hvordan det var at leve ude i naturen i meget gamle dage. Børnene bygger huler, klatrer i træer, lærer at tænde bål, rører ved dyr, snitter pile og laver deres egen bue, som de skyder til måls med. Gennem aktiviteterne, lærer børnene også at være i og bruge naturen – og ikke mindst at vise hensyn til den.

    – Naturvejlederen inspirerer medarbejderne til at arbejde med børnene i naturen på nye måder. En viden som de enkelte medarbejdere arbejder videre med i børnehusene, så projektet lever alle dage, fortæller Malene Hirth.

    Område Gladsaxe overvejer, om Ask & Liv-forløbet i Natur- og Sejlklubben skal gentages med de nye kommende skolebørn efter sommerferien.

    I Bliv NatuligVis er man også glad for projektet.

    – Det er dejligt, at vores materialer kan bruges til at styrke fællesskaber, som det der sker i Gladsaxe. Og vi håber, at Ask & Liv-materialet kan inspirere til, at rigtig mange børn og voksne kommer mere ud og lærer om den natur, som er lige udenfor døren, siger Jens Nedergaard fra Bliv NaturligVis.

    Børnehusene startede med at mødes i Natur- og Sejlklubben i efteråret 2020 og mødes hver onsdag frem til slutningen maj 2021, hvorefter børnene starter i skole.

    Kontakt:

    Mai Haugård Westhoff, naturmedarbejder i Natur- og Sejlklubben, telefon: 51 29 37 43 eller mail: MAHAWE@gladsaxe.dk

    Malene Hirth, børnehusleder af Børnehuset Vibevænget, telefon: 51 80 59 15 eller mail: MALHIR@gladsaxe.dk

    Kommunikationschef Ulla Baden, mobil: 22 76 56 22 eller mail: ulla.baden@gladsaxe.dk

    Det er muligt at opleve børnene fra de små børnehuses aktiviteter i Natur- og Sejlklubben onsdag den 19. maj i tidsrummet 09.30-10.30, hvor børnene blandt andet skal på Ask & Liv-skattejagt i skoven

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/gladsaxe-styrker-bornefaellesskaber-med-stenalderprojekt?releaseId=13622152

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **