PRM / Andelskassen uddelte priser for i alt 30.000 kr. til to foreninger i Svendborg

    Pressemeddelelse fra Danske Andelskassers Bank A/S

    På Andelskassens aktionærmøde i marts uddelte Andelskassen traditionen tro tre “Sammen kan vi mere-priser” og Andelskasseprisen i aktionærkreds Fyn. Priserne går til små og store initiativer, der skaber glæde, udvikling og sammenhold, og som gør en forskel i lokalsamfundet.

    Blandt årets modtagere var de to foreninger i Svendborg, Rytmisk Råstof og Kunsthåndværk på Kajkanten, som hver blev tildelt 15.000 kr.

    “Rytmisk Råstof er en inkluderende forening, der både holder byen kulturelt flydende, men også kærer sig om rigtig mange mennesker. Et meget vigtigt sted for Svendborg og samtidig et sted, der er i en rivende udvikling med store ambitioner og visioner om at kunne tilbyde meget mere inden for musikkens verden. “

    Sådan lyder noget af indstillingen, Andelskassen modtog på foreningen Rytmisk Råstof, der driver 15 øvelokaler og afholder kulturelle arrangementer, herunder koncerter på spillestedet Harders i Svendborg.

    I indstillingen for Kunsthåndværk på Kajkanten lyder det blandt andet således:

    “Kunsthåndværk på Kajkanten nomineres til Andelskassens pris for ’sammen kan de meget mere’ som forening. De er kunsthåndværkere, der brænder for det håndlavede, unikke og lokalproducerede kunsthåndværk. Alle vil arbejde for at udbrede kendskabet og kærligheden til deres kunsthåndværk”.

    Foreningen er dannet af en gruppe ildsjæle inden for kunsthåndværk og har en base på Fredriksøen.

    Glæde blandt prismodtagerne

    Centerdirektør i Andelskassen i Svendborg, Mogens Hønnerup Nielsen, var derfor på COVID-19-venligt visit hos foreningerne for at overrække de velfortjente priser og de medfølgende store checks på hver 15.000 kr.

    “Det er helt overvældende, vi er meget overrumplede, og vi er fantastisk glade, og vi lover, at hver eneste krone kommer til at blive brugt på kultur, til borgerne og til gæsterne i Svendborg, ” fortalte Rytmisk Råstof blandt andet i takketalen.

    Og de frivillige bag Kunsthåndværk på Kajkanten er meget enige.

    “Vi vil gerne sige mange tak. Det kommer os virkelig meget til gavn,” nævnte de frivillige kræfter bag foreningen i deres takketale.

    Store planer for musik og kunst i Svendborg

    Både Kunsthåndværk på Kajkanten og Rytmisk Råstof har store planer, og de 15.000 kr., der følger med “Sammen kan vi-mere prisen”, skal nok få ben at gå på.

    “Vi har planer om at lave et nationalt kraftcentrum for musik igennem hele fødekæden – fra barn til voksen, fra vugge til orkestergrav, hvor vi samler den professionelle musik, musikerhvervene, musikskoler, musikuddannelser, amatørmusikere, kor – alting – i de her rammer, så vi sammen kan skabe den synergieffekt, som får Svendborg op at flyve,” lyder det fra Rytmisk Råstof.

    Kontakt:

    For yderligere oplysninger, kontakt venligst kommunikationskonsulent Maria Bugge på T: 87 99 30 74 eller E: mbm@andelskassen.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/andelskassen-uddelte-priser-for-i-alt-30000-kr-til-to-foreninger-i-svendborg?releaseId=13621917

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **