Pressemeddelelse fra Turbine Forlaget A/S
Der er ingen grund til at betvivle validiteten af forskningsprojektet. Men det interessante er, hvordan forskerne tolker og formidler resultaterne af deres undersøgelse ud til offentligheden. For hvem bestemmer, hvornår senfølger er alvorlige? Er det forskere, der har gennemgået data fra danske sundhedsregistre, eller er det de mennesker, der fuldstændig har fået vendt deres liv på hovedet på grund af en mangfoldighed af fysisk, kognitive og psykiske symptomer?
Er det alvorligt?
Spørgsmålet er, hvem der bestemmer, hvornår begivenheder i ens liv er alvorlige.
Når man er svimmel, har åndenød og så voldsom hovedpine, at det føltes som om, der er krig i alle kroppens celler. Er det alvorligt?
Når man er så gennemført træt og har mistet alle sine kræfter i armene, så man ikke længere er i stand til at løfte sit to-årige barn. Er det alvorligt?
Når man har været vant til at kunne gå Caminoen i Spanien uden problemer og nu kun lige kan gå en tur rundt om sit hus – på de gode dage. Er det alvorligt?
Når man er blevet opsagt fra sit arbejde efter at være sygemeldt med senfølger i tre måneder med den begrundelse, at man nok alligevel ikke bliver i stand til at vende tilbage til jobbet foreløbigt. Er det alvorligt?
Når man er så syg af sine senfølger, at man tror, man skal dø, fordi ingen i sundhedssystemet kan hjælpe én. Er det alvorligt?
– Det korte svar er ja. Det er dybt alvorligt for de mennesker, der kæmper med alle disse og mange andre symptomer hver eneste dag, fordi det i høj grad går ud over deres selvopfattelse, identitet og livskvalitet samtidig med, at det er en stor belastning for resten af familien, siger seniorkonsulent Steen Kabel. Sammen med Annegrete Dall Visby er han forfatter til bogen “Livet med senfølger efter COVID-19.” der udkommer d. 18. maj.
En stemme i debatten
Forfatterne peger på, at der ud over de fysiske og kognitive symptomer også følger store psykologiske udfordringer med senfølgerne.
– Usikkerheden om hvorvidt man nogensinde bliver helt rask og sig selv igen fylder rigtig meget hos mange med senfølger. Problemet er, at ingen kan give et klart svar på det – og det er en voldsom følelsesmæssig udfordring at leve med den usikkerhed dagligt, siger Steen Kabel og tilføjer:
– Derfor er det vigtigt, at mennesker med senfølger også får en stemme i debatten, så de kan være med til at definere, hvornår det er alvorligt at skulle leve livet med senfølger.
Bogen “Livet med senfølger efter COVID-19” udkommer den 18. maj.
For yderligere oplysninger kontakt Steen Kabel på tlf. 23276280 eller ska@steenkabel.dk
Kontakt:
PR og kommunikation Marie Jensby tlf.: 60548460 email: marie.jensby@turbine.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/hvem-bestemmer-hvornar-senfolger-er-alvorlige?releaseId=13621895
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








