PRM / Flere nye teststeder åbner i sommerperioden i Region Hovedstaden

    Pressemeddelelse fra Region Hovedstaden

    Sommeren står for døren og i midten af maj åbner yderligere tre nye hurtig-teststeder i Nordsjælland og et på Bornholm. Det sker for at være klar til de mange turister og feriegæster, der tager i sommerhus og holder ferie i Region Hovedstaden.

    I Nordsjælland åbner der hurtigtest-steder i Liseleje, Gilleleje og Hornbæk, og på Bornholm kommer det et teststed i Gudhjem. Formanden for sundhedsudvalget Christoffer Buster Reinhardt (C) er glad for flere testmuligheder i sommerperioden:

    – Det skal være let tilgængeligt at få en coronatest i sommermånederne, hvor der er et stort rykind af turister. Derfor opgraderer vi testningen i de nordsjællandske kystbyer og på Bornholm, der er store sommerferie destinationer med mange flere beboere om sommeren end om vinteren, siger han og tilføjer:

    – Vi har desuden flere teststeder i støbeskeen – blandt andet i Skibby og Fredensborg, og onsdag åbner der et nyt teststed i Københavns indre by for at give borgere og turister nye muligheder for at blive testet. Det er vigtigt at understøtte genåbningen af hovedstaden, så danskerne kan komme ud at spise på restaurant og opleve kulturlivet.

    Nyt hurtig-teststed i Københavns indre by

    Finmasket net af teststeder
    De nye hurtig-teststeder bliver drevet af firmaet Copenhagen Medical, og placeringerne er valgt i samarbejde mellem regionen og kommunerne. I regionen er der et fintmasket net med over 90 teststeder, og i hver af de 29 kommuner er mindst to teststeder med henholdsvis PCR-test og hurtigtest. Testmulighederne bliver løbende evalueret og ændres efter behov i tæt dialog med kommunerne.

    Adresserne og åbningstiderne på de nye teststeder bliver meldt ud, når det er besluttet, hvor de skal ligge. Foreløbig forventes det, at de vil være åbne to dage om ugen frem til den 12. august, hvor skolernes sommerferie slutter.

    Se adresser og åbningstider på alle teststeder i Region Hovedstaden

    For yderligere kontakt regionens pressevagt på presse@regionh.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/flere-nye-teststeder-abner-i-sommerperioden-i-region-hovedstaden?releaseId=13621878

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **