PRM / Røde Kors sætter særligt fokus på voldudsatte børn i Odense

    Pressemeddelelse fra Røde Kors

    Røde Kors har næsten 20 års erfaring med at hjælpe voldsudsatte kvinder og deres børn i tiden efter et krisecenterophold.

    Børnene i Røde Kors’ aktiviteter for voldsudsatte kvinder og børn har enten selv været direkte udsat for vold eller været vidne til vold mellem forældrene. Begge dele er skadeligt for barnets udvikling og tilknytning, og livet i en voldsramt familie er utrygt og uforudsigeligt.

    Derfor skal projektet ‘Mor+Mig’ forbedre børnenes trivsel og tryghed i tiden efter, de har været på krisecenter samt styrke relationen mellem mor og barn.

    ‘Mor+Mig’ er allerede i gang i tre sjællandske byer og udvider nu blandt andet til Odense. Her bliver det en del af aktiviteterne i Røde Kors’ Qnet, der er et tilbud til kvinder og børn, som har været på krisecenter og skal starte et nyt liv.

    “Moderen og hendes børn har været så pressede og overskuddet minimalt. Derfor er det vigtigt at genetablere den gode relation. Det gør vi med ved at tage små skridt og skabe succesoplevelser i Qnet, så børnene får gode oplevelser med deres mor og bliver en del af et fællesskab som andre børn,” siger Henriette Vognsgaard, der er aktivitetsleder for Qnet i Røde Kors Odense.

    Børnepakke med malebog, spil og en bamse

    Projektet ‘Mor+Mig’ byder på en bred vifte af aktiviteter, der støtter op om relationen mellem mor og barn og fokuserer særligt på barnets tryghed og trivsel i en svær tid. Når børnene flytter fra krisecentret, får de blandt andet en børne-flyttepakke.

    I pakken er der for eksempel skoleting, malebog, højtlæsningsbog, tusser, en bamse og spil som mor og barn kan bruge til i fællesskab at skabe tryghed, pusterum og samvær i en ofte kaotisk livssituation.

    Der vil også blive afholdt forældreworkshops for kvinderne med fokus på det gode hverdagsliv som for eksempel god økonomi og budgetlægning, ‘handy-woman aften’, sund mad på budget, mindfulness og børneopdragelse. Og så vil der være forskellige muligheder for, at mødre og børn kan lave noget sammen som gruppe. Det kan være fællesspisning, kreative sysler, fejring af højtider eller udflugter.

    ‘Mor+Mig’ er støttet af Østifterne.

    Bliv frivillig i Røde Kors’ Qnet i Odense

    Med udvidelsen af Qnet, mangler Røde Kors’ i Odense flere frivillige kræfter.

    Hvis du har lyst til at gøre en forskel for voldsudsatte kvinder og deres børn i Odense, eller du blot gerne vil høre mere om Røde Kors’ tilbud, så kan du kontakt Henriette Vognsgaard på odense.qnet@rodekors.dk.


    Fakta om Røde Kors’ Qnet

    Hvert år bliver omkring 38.000 kvinder udsat for fysisk vold i hjemmet og cirka 72.000 kvinder udsat for psykisk partnervold. 33.000 børn oplever årligt vold i familien.

    Røde Kors har i øjeblikket 26 Qnet fordelt over landet med flere end 200 frivillige. Sidste år hjalp Qnet knap 700 kvinder og børn, der har været udsat for vold.

    Kontakt:

    For henvendelser kontakt Røde Kors’ pressetelefon:

    3529 9699
    Røde Kors.dk/presse

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/rode-kors-saetter-saerligt-fokus-pa-voldudsatte-born-i-odense?releaseId=13621734

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **