PRM / Folk i din landsdel: ‘Vigtigt at bo uden støj og røg’

    Pressemeddelelse fra home a/s

    ‘Wrooom’, ‘dunk’, ‘klaaang’ og ‘wiiii’.

    En brølende motor, rullende dæk, hammerslag eller en sav på overarbejde er lyden af hverdag og arbejdsdag i Danmark, men vi vil helst ikke lytte med på støjen, når vi er hjemme i privaten.

    Og vi ønsker heller ikke lugte eller forurening i nabolaget.

    Det viser Homes flyttebarometer, hvor over 2000 danskere har sat ord på, hvad der er vigtigt for beliggenheden af deres hjem. Danskerne har udpeget de 3 vigtigste parametre:

    • Hele 27 % har “at bo uden støj, forurening eller lugt” med i toppen af deres prioriteter, og det er det tredje vigtigste parameter blandt alle valgmuligheder.

    – Vi kan tilmed se, at lidt flere end for et år siden prioriterer stilheden og det lugtfrie, siger Michael Dalsager, der er talsperson og senior kommunikationskonsulent i Home.

    • Ønsket er gået frem fra 23,8 % i 2020 til 27,4 % i 2021.

    Forskelle mellem landsdele…

    Faktisk tyder YouGov-undersøgelsen på, at det er noget, vi ser – eller skal vi sige ‘lytter og lugter’ – ret ens på i Danmark. For selv om svarene ikke er 100 % ens fra landsdel til landsdel, så der heller ikke tale om entydige forskelle.

    Færrest på Fyn og i København by, omkring 25 %, siger nej tak til støj mm., mens det i Vest- og Sydsjælland og Nordsjælland er hhv. 31 % og 33 %.

    …og mellem land og by

    – Den største forskel er ikke mellem landsdelene. Det er faktisk mellem folk i byerne og folk på landet, siger Michael Dalsager.

    Hele 32,4 % af dem, der bor på landet, ønsker i høj grad at bo uden støj og lugt, mens det ‘kun’ er 23,5 % blandt folk i de store byområder.

    – Hvis du bor i byen, kan du nok acceptere mere ’støj og røg’ end, hvis du bor på landet. Mere støj er et vilkår ved at bo i byerne, hvor vi bor mere tæt, og her er mere aktivitet på vejene, i virksomheder, fra butikker og spisesteder, siger Michael Dalsager og peger på, at folk, der bor i lejlighed og lidt i højden, typisk føler sig mindre generede end folk i et hus.

    Støjbekæmpelse er vigtig

    Regeringen vil bekæmpe vejstøj i et nyt politisk oplæg til infrastrukturen, hvor der eksempelvis bliver planlagt nye motorveje.

    – Det er meget vigtigt, at vi gør, hvad vi kan for at begrænse støjen – med højere støjskærme og mindre larmende asfalt. Støj har stor betydning for vores boligvalg og sundhed, siger Home-talspersonen.

    Ifølge Home er det muligt at beskytte sit hjem mod støj ved at vælge særlige glas i vinduerne, isolerer bedre og opsætte hegn med indbygget støjafskærmning.


    Trafikstøj og sundhed

    • Over 1,4 mio. danskere bor udsat for en trafikstøj, der er højere end støjgrænsen på 58 dB fra Miljøstyrelsen (opgjort af Rambøl i 2018).
      Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO, kan trafikstøj medføre gener og helbredseffekter som kommunikationsbesvær, hovedpine, søvnbesvær, stress, forøget blodtryk, forøget risiko for hjertesygdomme og hormonelle påvirkninger.
    • Støj kan påvirke ydeevnen og påvirke børns indlæring og motivation.
    • Kilde: mst.dk og realdania.dk

    Så mange ønsker at bo…

    Uden støj, forurening, lugtgener i nabolaget – fx fra trafik/industri/landbrug mm.

    Nordsjælland

    33%

    Vest- og Sydsjælland

    31%

    Sydjylland

    29%

    Københavns omegn

    28%

    Østsjælland

    28%

    Østjylland

    27%

    Vestjylland

    26%

    Nordjylland

    25%

    Byen København

    25%

    Fyn

    25%

    Kilde: Analyseinstituttet YouGov for Home. Der er i alt gennemført 2034 CAWI-interview med danskere i alderen
    18+ år, i perioden 1. – 7. februar 2021

    Kontakt:

    Presseservice & analyse Michael Dalsager tlf.: 2043 3614 email: mida@home.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/folk-i-din-landsdel-vigtigt-at-bo-uden-stoj-og-rog?releaseId=13621716

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **