PRM / Bookingtal for hoteller i København: Endnu en katastrofal sommer truer hovedstadens turisme

    Pressemeddelelse fra Wonderful Copenhagen

    Hele 85% under normalt niveau og markant lavere end sidste sommer, hvor krisen også hærgede hovedstadens turisme. Det er virkeligheden i de nye bookingtal for hotellerne i København.

    Turismen uden for København satte sidste sommer og efterår, juli – oktober, ny rekord i antal overnatninger, primært i feriehusene, som i den periode havde en fremgang på 2,1 mio. overnatninger i forhold til før krisen. Samtidig sendte pandemien hovedstadens turisme i gulvet, hvor erhvervet havde sin værste sæson i dette årtusinde og afsluttede året med en tabt omsætning på næsten 28 mia. kr.

    Og nu, på tærsklen til den forestående sommersæson 2021, trækker de mørke skyer sig igen op over den hårdt pressede hovedstadsturisme, hvor de internationale gæster normalvis udgør hovedparten af omsætningen.

    Her ligger antallet af bookede hotelværelser i København for juni og juli samlet set på nuværende tidspunkt 51 pct. under niveauet for de samme måneder, målt på samme tidspunkt sidste år. Og målt i forhold til niveauet før krisen, i 2019, ligger de to forstående sommermåneder 85 pct. under normalniveau.

    “Hovedstadens turismekrise er langt fra overstået. Tallene for sidste år taler sit tydelige sprog, og nu truer katastrofesommeren med at gentage sig. Det giver sig selv, at konsekvenserne for erhvervet er enorme, og med en normal omsætning på 53 mia. kr. og 63.000 beskæftigede før COVID-19, rækker krisen i hovedstadens turisme langt ud over turismeerhvervet,” siger Mikkel Aarø-Hansen, administrerende direktør i Wonderful Copenhagen.

    Det dystre billede for hovedstaden vækker genkendelse hos en af hotelbranchens store aktører, Scandic Hotels, som har 27 hoteller spredt ud over hele Danmark, og heraf 11 i hovedstadsområdet.

    “Billedet er værst i hovedstaden, og tallene fra 2020 er meget tydelige. De hårdest ramte hoteller var de seks hoteller, vi har i centrum af København. De hoteller var op til 80% under i omsætning i forhold til året før, og tendensen fortsætter desværre ind i 2021. Og krisen slutter desværre ikke efter genåbningen, men vil række flere år frem,” siger Søren Faerber, administrerende direktør for Scandic Hotels, Danmark.

    “Vi må gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe turismeerhvervet i den forestående sæson, hvor hovedstaden igen står til at blive den helt store taber. Samtidig står det klart, at hovedstadens krise desværre ikke stopper efter genåbningen af Danmark. Der er brug for et ekstraordinært højt indsatsniveau – og tilsvarende økonomisk saltvandsindsprøjtning – så vi hurtigst muligt de kommende år kan genrejse hovedstadens turisme til niveauet før krisen og med fornyet fokus på bæredygtighed og innovation. Hovedstaden er i konkurrence med andre metropoler internationalt, og det bliver et langt hårdere game de kommende år,” siger Mikkel Aarø-Hansen.

    De københavnske bookingtal stammer fra Benchmarking Alliance, som monitorerer hotelindustrien i hele Norden.

    Kontakt:

    Wonderful Copenhagen, Uffe Hartmann, ufh@woco.dk, mobil: 21 73 98 90

    Scandic, Jette Steen, Jette.Steen@scandichotels.com, mobil: 23 68 04 55

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/bookingtal-for-hoteller-i-kobenhavn-endnu-en-katastrofal-sommer-truer-hovedstadens-turisme?releaseId=13621690

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **