Pressemeddelelse fra Egedal Kommune
Der var kun glæde og godt humør, i Egedals Tandpleje da Center for Offentlig Innovation(COI) i onsdag uddelte Publikumsprisen for bedste offentlige innovation, selv om man missede selve prisen. For bare det at være nomineret har bekræftet kommunen i, at man har gjort det rigtige, ved at give mere fleksibilitet til medarbejderne, udvidet åbningstiderne og skabt bedre service til borgerne.
– Jeg er stolt og glad. Vi skal bruge den her nominering til at holde fokus på at skabe de bedst tænkelige fleksible rammer om vores arbejdspladser. Selv om vi ikke vinder, så cementerer det, at udvikling af arbejdspladsen sker bedst i tæt samarbejde mellem ledere og medarbejdere i samarbejdsudvalgene, siger Egedals Kommunaldirektør, Christine Brochdorf.
Om Egedal Kommune sagde dommerne i COI:
– En af de mange gode eksempler på kreative løsninger under Corona – ekstrem situation udnyttet og omsat til brugbar løsning. Øger robustheden, at de har lavet løsningen sammen med MED og fagforeninger.
– Hvem havde troet, at man kunne gå til tandlæge over telefonen og samtidig give medarbejderne fleksible arbejdsvilkår.
Bedre kvalitet
Publikumsprisen som Egedal Kommune var med i opløbet til, hylder den innovation der er tæt på kerneopgaven, løser dagligdagens mere simple udfordringer på de offentlige arbejdspladser og gør, at en opgave løses hurtigere og i en højere kvalitet end før. Og det er lige præcis hvad Egedal Kommune har formået at gøre i tandplejen.
For når Egedals børn nu går til tjek med deres tænder, sker det på et tidspunkt, der passer bedre ind i familiens hverdag. Og kommer de tidligt om morgenen, så mødes de af glade medarbejdere, som har fået en fleksibilitet ind i deres dagligdag, der betyder, at også dé kan få familielivet til at hænge sammen.
– Vi kan tilrettelægge vores arbejdstid, så de medarbejdere som ikke har små børn, møder tidligt – det betyder, at man “flyver” gennem morgentrafikken, nogle dage arbejder vi længere, til gengæld går vi en time tidligere hjem om fredagen. Det er populært. Det, som nogle af os arbejder ekstra, “spares” op og veksles til frihed og rejser, siger leder af tandplejen og overtandlæge Margit Ryberg.
Bedre service og mere arbejdsglæde
Også åbningstider og telefonkonsultationer til forældre med små børn, tilrettelægges nu efter borgernes behov for åbningstider og medarbejdernes behov for større fleksibilitet, når der laves vagtskemaer og arbejdes hjemmefra. På den måde kan borgerne få ordnet tænder om morgenen, samtidig med at samtalerne med klienterne, kan ordnes hjemme fra sofaen.
– Det er virkelig godt tænkt af medarbejderne i tandplejen. jeg tror på, at det giver større arbejdsglæde og engagement, når ens arbejdsforhold er fleksible og passer til ens livssituation og behov. Og hele det her forløb med at være nomineret, er et kæmpe rygstød til vores medarbejdere over hele kommunen. Så vi er straks gået i gang med at se på, hvor vi kan indføre mere fleksibilitet, til gavn for medarbejderne, og ikke mindst for borgerne, siger Christine Brochdorf.
Kontakt:
Presseansvarlig Rasmus Øhlenschlæger tlf.: 72596203 email: raoh@egekom.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/egedal-kommune-missede-innovationsprisen?releaseId=13621538
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








