Pressemeddelelse fra TAGARNO
TAGARNO hæver eksportambitionerne. Hidtil har mikroskopproducenten i Horsens opereret via en lokal forhandler i USA, men nu får selskabet sin egen afdeling og et dedikeret team, der skal markedsføre, sælge og servicere de unikke digitale produkter. Det handler om at sikre et stærkt nærvær på et stort og vigtigt marked.
CEO i TAGARNO, Betina Svendsen Ebdrup oplyser, at målet er at firedoble TAGARNOs toplinje frem mod 2025.
Anvendelsesområdet for mikroskoper er vokset markant med digitaliseringen; laboratorier og produktionsvirksomheder kan nu optimere og automatisere mange flere former for analyseopgaver og kvalitetskontrol via maskinlæring og AI. Derfor opbygger vi en skalerbar forretning, så vi kan imødekomme behovet for mikroskoper til endnu flere opgaver og i en endnu bredere vifte af industrier og brancher, siger TAGARNOs CEO.
TAGARNO er frontløber på sit marked, hvor kunderne nu fleksibelt kan abonnere på digitale mikroskoper, moduler og apps, der tilfører ny funktionalitet. Samtidig tilbyder selskabet at data fra mikroskoperne i en virksomhed kan tilgås i en cloud-løsning uafhængigt af, hvor medarbejderne befinder sig.
Moduler og apps skaber bæredygtige mikroskoper
Vi har fjernet bekymringen for, om teknologiinvesteringer ikke er fremtidssikrede. Modulopbygningen af vores produkter gør, at de løbende kan opdateres både hardwaremæssigt og softwaremæssigt, uden at kunderne skal skrotte deres gode grej. Det taler ind i en stærk global trend om bæredygtige indkøb, konstaterer Betina Svendsen Ebdrup.
Hos Vækstfonden har man også fået øjnene op for det voksende mikroskopmarked, TAGARNO kan erobre en større andel af gennem en fokuseret eksportsatsning. Mikroskopmarkedet i USA estimeres til en samlet værdi på 5,4 mia. kroner i 2021 og forventes at vokse til 7,1 mia. kr. i 2025.
Vi køber i den grad ind på TAGARNOs cloud-strategi og ambitiøse vækstambitioner på det amerikanske marked, som klart bør realiseres. Det skal coronakrise og likviditetsbehov ikke stå i vejen for, og derfor har vi prioriteret at stille kapital til rådighed til formålet, siger erhvervskundechef Jonas Hjortflod Dupont.
Mikroskop-brugerne definerer roadmap
Med 68 år på bagen er TAGARNO en særdeles veletableret aktør og får derfor ofte forespørgsler om nye anvendelsesområder fra fremstillingsvirksomheder men også offentlige organisationer, som ønsker at bruge mikroskoper til nye opgaver og nye materialer. Det kan handle om alt fra farvekontrol, størrelsesmåling, identifikation af fremmedlegemer eller urenheder, præcisions- og kvalitetskontrol m.m.
Det ligger i vores virksomheds DNA at innovere sammen med kunderne og på den måde sikre, at produktudviklingen matcher mikroskopbrugernes processer og behov. Vi udvikler apps og hardware, som både kan indlejre operatørernes domæneviden og -erfaring i teknologien, men som også kan understøtte, at teknologien kompenserer, der hvor det menneskelige øje kommer til kort, fortæller Betina Svendsen Ebdrup, CEO i TAGARNO.
Senere i 2021 lancerer TAGARNO en række fleksible, modulære produktnyheder på både hardware og software-niveau, der netop bygger på tankegangen med brugerdreven innovation.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/eksportboost-dansk-mikroskop-salg-skal-firedobles-i-usa-via-nyt-selskab?releaseId=13621195
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








